Ole Birk Olesen indrømmer: Har ikke læst Atlas Shrugged
Politikeren Ole Birk Olesen indrømmer nu, at han aldrig har læst romanen “Atlas Shrugged” (“Og verden skælvede” på dansk).
Efter at flere prominente liberale stemmer i samfundsdebatten forlængst har tilstået, at de aldrig har læst Ayn Rands colossos af en bog, står Liberal Alliances skatte-, erhvervs- og finansordfører nu også frem.
“Det må vist være på tide at også jeg – længe ventet – indrømmer aldrig at have læst den liberalistiske bibel. Jeg har forsøgt flere gange, både som helt ung og idealistisk teenage liberal, og senere som voksen da Lars Seier Christensen forærede mig et eksemplar. Som ung trak yngre damer og bajere i byen mere i mig, end en sur gammel objektivist – og så er den simpelthen bare for lang og for kedelig,” skriver Ole Birk Olesen i en pressemeddelelse.
Indrømmer for sent
Her fortæller han også, at tilståelsen falder, fordi han vil videre med sit liv og fortsætte som mere realpolitisk medlem af Folketinget for Liberal Alliance.
Han erkender, at indrømmelsen er kommet for sent. Han forklarer at han følte, at han var nødt til at lade som om at han havde læst romanen, for ikke føle sig udenfor det gode selskab.
“At jeg ikke har indrømmet tidligere er alene mit ansvar, og jeg undskylder oprigtigt og med stor ydmyghed for min sendrægtighed”, skriver Ole Birk Olesen og fortsætter: “Jeg havde endda med glæde set frem til at filmen udkom, da jeg så måske kunne få hele historien med. Men selv den var så kedelig og langtrukken, at jeg faldt i søvn undervejs.”
Det er halvanden måned siden, at Saxo Banks direktør Lars Seier Christensen indrømmede ikke at have læst romanen. På et pressemøde forklarede han, at skammen han følte ved at tale med to tunger, når kollegaerne på direktionsgangen udvekslede citater fra bogen, blandt andet var medvirkende til at han flygtede med sin familie til Svejts. “Jeg forsøgte på en måde at købe aflad, ved at indkøbe og uddele hundredevis af eksemplarer til venner, bekendte og kunder”, udtalte Lars Seier dengang til Ekstrabladet.
“Folkelig opbakning” my ass!
Hvis du som jeg har flere borgerlige/liberale venner/bekendte på Facebook, så er du sikkert også de seneste dage blevet fodret med billeder som det herunder viste:
Screengrab fra Restaurant Vejlegårdens støtteside på Facebook.
“Dette er et smukt eksempel på folkelig opbakning” skriver “Bekæmp M3afia”, som tilsyneladende står bag siden – og liberale jublede i kor og trykkede på “Del” knappen…
…men er det nu også sandt at der er tale om “folkelig opbakning”?
Blandt de støtteerklæringer til restauranten vi ser i klippet fra Vejle Amts Folkeblad kan vi finde 11 navne. Et par er direkte velkendte, og googler man de andre tegner der sig selvfølgelig et tydeligt mønster:
- Lars Seier Christensen
Direktør for Liberal Alliances hovedsponsor Saxo Bank. Flyttede for et par år siden til Svejts, da han var bange for at blive slået ihjel af de fæle og morderiske socialister som befolker det danske land. Tilsyneladende er det derfor, at han ikke selv vil besøge restauranten i den kommende tid, og i stedet må nøjes med at ønske sine venner god fornøjelse. Hvorvidt hans venner, som åbenbart stadigvæk befinder sig i Danmark, også er i livsfare melder historien desværre ikke noget om.
- Mersiha Cokovic
Skiftede Liberal Alliances lokalforening i Ishøj. Nuværende lokalformand for partiet.
- Mikael Christian Varrild Flensborg
Har som de andre en profil på 180grader.dk. Hans seneste klumme bærer titlen “4 store grundlæggende socialistiske fejltagelser”. Definerer på Facebook sig selv som “Liberal”.
- Søren Kenner
Reklamemillionær. Formand for Liberal Alliances “Visionsgruppe”.
- Kent Hedemann Kristensen
Medlem af Liberal Alliance. Tidligere storkredsformand for partiet.
Flere af de andre navne er for almindelige til at man kan finde konkrete oplysninger – men for de flestes vedkommende eksisterer der en profil på 180grader.dk under det samme navn, ligesom der kommer mange resultater på en søgning på navnet og “liberal alliance”.
“Folkelig opbakning”? Nej!
Partipolitisk propaganda stunt? Døm selv.
Henrik Ræder Clausen og terrorsympatisørerne
Henrik Ræder Clausen
Som jeg før har påpeget, så har Henrik Ræder Clausen fra Dansk Folkeparti et meget underligt forhold til organisationen JDL (Jewish Defence League), hvis tidligere terrorhandlinger Henrik blandt andet ser som arbejde for at beskytte jøderne imod Sovjetunionen.
Henrik Ræder Clausen har endvidere udtalt:
JDL er ikke nogen terrororganisation, det er en anti-racistisk organisation, der har brugt voldelige midler til at beskytte jøder mod overgreb verden over, specielt i Sovjetunionen.
Nu er den så gal igen. JDL’s britiske gren hylder i flere tilfælde Anders Breivik’s terrorangreb på Utøya – og kalder direkte Breivik for en helt. Derudover sammenligner JDL de unge socialdemokrater på Utøya med Hitler Jugend.
Tosseanstalten har mere, og linker blandt andet til kilderne:
http://tosseanstalten.wordpress.com/2012/06/15/jewish-defence-league-uk-hylder-anders-breivik/
Henrik Ræder Clausen udtaler også om JDL:
De fordømmer terror ubetinget, i modsætning til de islamiske organisationer, venstreloonier elsker så højt.
Står “højreloonien” og “terrorist elskeren” Henrik Ræder Clausen fra Dansk Folkeparti stadig ved denne udtalelse? Eller melder han sig snart ind i den virkelige verden?
Update:
Henrik Ræder Clausen er åbenbart ikke længere medlem af Dansk Folkeparti, er jeg blevet oplyst. Tillykke til DF.
Tag Skrigosfæren fra fængslede højrenationale terrorister!
(Ironi og sarkasme kan i høj grad forekomme i det følgende…)
Jeg har læst et sted, at fjernsynet i gamle dage ind imellem viste reportager fra Amerika om purunge mennesker, som ved hjælp af søde løfter om hjertevarme, fællesskab og evig frelse var blevet lokket ind i nogle usle sekter, som nu holdt dem som frivillige slaver.
Den eneste måde, hvorpå myndighederne kunne rive dem ud af sekternes kløer, var at fjerne dem fra deres omgivelser, og køre dem ud til et hemmeligt sted. Derude kunne man så indlede et ofte månedlangt, tålmodigt arbejde med at få dem tilbage til livet.
En aldeles nødvendig del af denne “debriefing” var, at man som en selvfølge tog Bibelen fra dem. For det var jo i denne bog, at selve hjernevasken havde sit indirekte udspring. Bibelen havde været den eneste bog, de i sekten måtte læse. Ja, så meget som at røre ved anden litteratur, som ikke lige var forfattet af sektens guru, var en synd, for litteratur i almindelighed er djævelens værk, var de blevet fortalt.
Bibelen var således for disse hjernevaskede blevet det narkotikum, den “dope”, som holdt dem kørende i deres sølle liv. På samme måde som disse unge hjernevaskede blev fastholdt i sekten af Bibelen – på samme måde bliver mange højrenationale i dag af “Skrigosfæren” fastholdt i deres skøre verdensbillede.
Men så er der dog et par væsentlige forskelle i sammenligningen: For det første øvede man i de kristne sekter i Amerika ikke vold mod anderledes tænkende, og var derfor ikke som sådan en trussel mod den civiliserede verden. For det andet er der ingen myndigheder, der i dag kunne drømme om at tage eksempelvis højrenationale støtteerklæringer fra en tilfangetagen eller dømt højrenational terrorist.
Nej, man går såmænd den modsatte vej! Noget af det første, en dømt højrenational terrorist beder fængselsvæsenet om i dag, er brevveksling med meningsfæller, hvilket med det samme bevilges. Med andre ord fodrer man ham så at sige med præcis den “dope”, som i sin tid gjorde ham skør. Selv i Ila fængslet var man fra de norske myndigheders side stærkt optaget af, at de tilfangetagne havde nærmest konstitutionel ret til at fortsætte misbruget af deres narkotikum. Bestemt ikke noget skønt syn at forestille sig, hvordan disse sort-klædte, hjernevaskede unge trasker rundt i deres bure, suttende på deres dope: støtteerklæringer fra “Skrigosfæren”.
Det er på tide, at vi indser, at når det gælder bekæmpelse af højrenational terrorisme, er brevudveksling med meningsfæller ikke en del af løsningen, men selve problemet.
Jeg vil derfor nu foreslå Folketinget, at de højrenationale fanger, som er fængslet for terror, ved dom fratages retten til at have “Skrigosfæren” med i cellen. Herefter mener jeg, at man ved hjælp af dygtige debriefere bør arbejde på, med venlig omsorg at føre de hjernevaskede tilbage til livet.
Og så i øvrigt i denne proces give fangerne fuld adgang til al den vidunderlige litteratur, alle disse herlige diamanter, som fængselsbibliotekerne formelig bugner af. Det er på dén måde, dopede får deres mentale frihed.
Don’t start sucking each other’s dicks quite yet…
Trykkefrihedsselskabets netmagasin Sappho har udgivet en portræt-artikel om Uriaspostens Kim Møller.
Artiklen er lidt morsom og afslører på sin vis en del om både Trykkefrihedsselskabet og et par andre aktører på højrefløjen.
Ifølge både Kim Møller selv, Trykkefrihedsselskabet og ikke mindst højrefløjens favorit historiker Bent Jensen, så er vores hovedperson nemlig et offer for et påstået venstreorienteret universitetsmiljø.
Han (Kim Møller red.) kritiserer islam, jager venstrefløjen og føler sig som en fri mand. Sappho har mødt manden, der fravalgte en akademisk karriere til fordel for Uriasposten, Danmarks mest læste blog.
Sagen er den, at Kim Møller for sit speciale i historie på Aarhus Universitet – et speciale som Trykkefrihedsselskabet senere udgav som bogen “Vejen til Damaskus” – fik et 7-tal (på den gamle skala). Denne kendsgerning går tydeligvis både Møller selv og flere af hans allierede på højrefløjen meget på – så meget, at vi som læsere både skal høre på konspiratoriske årsager til den lave karakter og til “feel good” statements om at Kim da heldigvis alligevel aldrig har haft planer om at gøre karriere indenfor sit akademiske fag.
Ifølge Kim Møller selv skyldes den lave karakter vejlederen Søren Hein Rasmussens politiske ståsted.
…han var også tidligere centralkomitemedlem i Danmarks Kommunistiske Parti – en mand, der havde været på skole i Kreml…
I kommentarsporet til artiklen får Kim Møller opbakning til denne (konspirations) teori af ingen ringere end Bent Jensen.
Jeg er selv professionel historiker og har [...] læst Kim Møllers fine speciale, der udkom på Trykkefrihedsselskabets Forlag i 2008. Hans vejleder og censor skrev i deres udtalelse om specialet, at det er velskrevet, og de fremhæver, at Møller demonstrerer ”stor viden” om dansk islamforskning og udviser ”analytisk grundighed og systematik” i behandlingen af kilderne.
Der er med andre ord ikke sammenhæng mellem disse præmisser og den karakter, der blev givet. Der er i virkeligheden tale om en afstraffelse.
Kim Møller er en begavet og uforfærdet fri ånd. Han skal nok klare sig. Det er værre for universiteterne. Hvis de mener, at begavede og kritiske (hvilket sådan set er det samme) studenter skal trynes og bortjages, går de deres egen undergang i møde. Det er set før i Europas historie.
Om det er Bent Jensen Kim Møller hentyder til, når han til Saphho udtaler understående, melder historien desværre intet om – men man har vel lov at gætte.
“Jeg havde faktisk hellere set, at de havde dumpet mig,” siger Kim Møller, der fik en tidligere underviser fra universitetet til at læse specialet igennem. Underviseren, der selv er historiker, vurderede specialet til karakteren 10 eller 11.
Don’t start sucking each other’s dicks quite yet…
Af en eller anden årsag var det første jeg kom til at tænke på, da jeg havde læst hele Sappho’s artikel, en scene fra Quentin Tarantino’s film “Pulp Fiction”:
Lars Hedegaard, Kim Møller og Bent Jensen har i fællesskab gjort et bravt forsøg på at rydde op i det griseri der var Møllers speciale. Desværre mangler de lidt “Wolf” til at bringe dem tilbage til den virkelige verden.
Skal vi virkelig tro på, at både vejleder og censor (af politiske årsager vel at mærke) var enige om at give Kim Møller en karakter der lå 3-4 point under hvad specialet (åbenbart) havde fortjent?
…og hvis det var korrekt at censor og vejleder af politiske årsager skulle bedømme et speciale 3-4 point under dets reelle niveau, hvorfor skal vi så tro på, at en person som Bent Jensen, der ikke just er kendt for sin politisk objektive tilgang til historien, omvendt skulle bedømme et speciale, hvis konklusioner han må formodes at være enig i, til dets reelle niveau? Hvis historikere der kan forbindes med venstrefløjen ikke kan bedømme et speciale korrekt, hvorfor kan historikere der kan forbindes med højrefløjen så? Er vi ovre i det på højrefløjen sædvanlige “smagsdommere” vs. “eksperter”?
Det er i øvrigt også værd at bemærke, at vi kun kan høre en side af sagen hvad angår bedømmelsen af specialet. Vejleder og censor må, af fortrolighedsmæssige årsager, nemlig ikke udtale sig om baggrunden for bedømmelsen. Det er således en ganske gratis sviner Bent Jensen og Kim Møller kan sende afsted imod Søren Hein Rasmussen. Vi kan ikke vide hvad der ellers er skrevet ud over de udpluk vi får serveret fra højre side.
Lidt andre sjove ting fra artiklen…
Som nævnt i indledningen, så afslører Sappho’s artikel en del ting om Trykkefrihedsselskabet og et par andre aktører på højrefløjen.
Ifølge Trykkefrihedsselskabets officielle udmelding er foreningen en såkaldt “tværpolitisk forening”. Hvor mange der reelt tror på den udmelding skal jeg ikke gøre mig klog på, men jeg håber da ikke at det er ret mange. Sjovt er det dog for eksempel, når Kim Møller i sin hyggelige samtale med Sappho’s redaktion om hans påståede vandring fra De Grønne over til højrefløjen kan udtale:
“På det tidspunkt var det faktisk mig, der tyssede folk lidt ned, hvis de begyndte at snakke om risikoen for balkanisering og den slags. Jeg præsterede vist også ved en enkelt lejlighed at stemme på De Radikale, så længere var jeg ikke kommet.”
“Længere var jeg ikke kommet”? Længere hen imod hvad? Tydeligvis imod det fælles politiske ståsted Møller og det “tværpolitiske” Trykkefrihedsselskab besidder og som hele artiklen oser af. Hvornår melder Trykkefrihedsselskabet rent ud? Hvem er det de tror de kan narre?
Sjov er også Bent Jensens forsvar for Kim Møllers speciale og hans kritik af hvad han betegner som politisk indblanding fra vejleder og censors side:
Det er værre for universiteterne. Hvis de mener, at begavede og kritiske (hvilket sådan set er det samme) studenter skal trynes og bortjages, går de deres egen undergang i møde. Det er set før i Europas historie.
Det er nemlig helt korrekt, at det er sket før – og en af årsagerne til at Bent Jensen skråsikkert kan påpege dette er måske, som Onkel Henning på hans desværre nu nedlagte blog har været så venlig at minde os om, at Bent Jensen og hans venner selv har forsøgt at tryne en studerende, der skrev et speciale de politisk var uenige i. Bent Jensen kan altså ikke betegnes som ret meget andet end en hykler i denne henseende.
Fase 1 is not complete – and even if it was, you still have to move on to fase 2…
Interessante links :
Kim Møller som forsker – jeg må le – Ole Wolf
Se eventuelt også :
Kim Møller støtter White Pride projekt!
Artificial Intelligence (AI)
Intellektuel uhæderlighed
Mie Harder, ulighed og retfærdighed
Yiihaa, det er nemlig årsagen til ulighed!
Nogle arbejder hårdt, tager chancer og bliver rige. Disse mennesker klatter i øvrigt aldrig deres penge væk på ligegyldige ting. Andre dovner den af, klatter deres penge væk på ligegyldigheder og bliver fattige. Sådan! Retfærdigheden sker fyldest!
Seriøst Mie. Jeg kender gymnasieelever der “reflekterer” mere over årsagssammenhænge end det, og gør de ikke det, så bliver de næppe phd. studerende senere hen.
Se eventuelt også :
Forstyrrelser i æteren
Kan en kostskoleelev være en “akademisk fiasko”?
Overskriften på en artikel i Jyllands-Posten i dag lyder: “Kim Jong-Un var akademisk fiasko”
Jeg kender ikke meget til manden, men bryder mig derudover selvfølgelig meget lidt om hverken den nordkoreanske samfundsmodel eller det nordkoreanske styre. Overskriften på Jyllands-Postens artikel virker dog lidt besynderlig.
“Akademia” eller “den akademiske verden” er vel normalt betegnelser man bruger i forbindelse med højere læreanstalter og ikke om hverken grundskoler eller gymnasier – heller ikke selvom disse skulle være “elite-kostskoler”.
Ifølge Wikipedia gik Kim Jong-un, der skulle være født i 1984, på en svejsisk kostskole tilbage i 1998. Manden (eller drengen) var altså 14 år på det tidspunkt, og der har selvfølgelig ikke været tale om nogen højere læreanstalt. Baseret på interviews med mandens tidligere klassekammerater på denne skole konkluderer Jyllands-Posten ikke des jo mindre i deres artikel, at Kim-Jong-un var en “akademisk fiasko”. Blandt andet skulle han tilsyneladende have interesseret sig mere for computerspil og basketball end for at studere. Uha da det lyder freaky for en teenager…
En 14-årig skoleelev som en “akademisk fiasko”? Really?
Skal vi ikke hellere finde noget mere reelt at kritiserer det nordkoreanske styre for? Der burde være nok at tage fat om.
Muslimer under 2. verdenskrig
Blandt højrenationale rundt omkring i debatmiljøet er muslimske soldaters deltagelse på aksemagternes side under den anden verdenskrig et ofte brugt argument i den daglige bashing af muslimer generelt.
Denne deltagelse skyldes ifølge højrenational mytologi selvfølgelig, at muslimer som helhed var/er jødehadere og som følge deraf måtte være naturlige allierede for Hitler og hans nazistiske Tredje Rige.
Som prikken over i’et påpeges det også ofte, at der selv blandt de sidst kæmpende soldater fra aksemagterne i Berlins gader befandt sig flere åbenbart fanatiske og jødehadende muslimske soldater.
…men kunne der ikke være mere rationelle forklaringer på disse begivenheder?
Kigger man lidt på det politiske verdenskort fra starten af den anden verdenskrig, så vil man opdage, at der ikke eksisterede ret mange selvstændige stater i Mellemøsten eller i den muslimske del af verden generelt. Områderne var på dette tidspunkt stadig en del af især det britiske – og til dels det franske – imperium. Hertil kan vi lægge store områder af Sovjetunionen, f.eks. områderne omkring Kaukasus, hvor der også var en større muslimsk befolkningsgruppe.
Som i ethvert “besat land” i stort set et hvilket som helst område i hvilken som helst periode, eksisterede der selvfølgelig i disse muslimsk beboede områder grupper, der ønskede selvstændighed. Ønsker en gruppe at løsrive sig fra en “besættelsesmagt”, så er der selvfølgelig absolut intet overraskende i, at denne støtte blandt andet søges hos stater der kæmper imod denne magt. For “modstandsgrupperne” i de fleste muslimske lande har det derfor været naturligt at søge støtte hos aksemagterne.
Vi kan altså her finde en rationel realpolitisk årsag til, at nogle muslimer valgte at kæmpe på aksemagternes side under krigen – en årsag der umiddelbart ifølge “Occam’s razor” må siges at være en del mere ligetil end hvad vi ellers hører af årsagsforklaringer fra de højrenationales side.
Hvilken side kæmpede de fleste muslimske soldater på under den anden verdenskrig?
Svaret på dette spørgsmål repræsenterer endnu et problem i forhold til det gængse højrenationale verdensbillede – for hvis muslimer logisk set nærmest måtte stå på spring for at kæmpe ved nazisternes side, så må vi vel finde, at aksemagterne havde langt flere muslimske soldater under deres faner end de allierede havde det.
Men faktum er blot, at tilfældet var præcist det modsatte. Når det britiske – og til dels det franske – imperium dækkede en så stor del af den muslimske verden, så finder vi ikke overraskende, at der selvfølgelig var enormt mange af briternes og franskmændenes muslimske undersåtter der blev indrulleret i de allierede styrker – for en stor dels vedkommende faktisk helt frivilligt. Især blandt briternes indiske styrker var der mange muslimske soldater. Ligeledes var der selvfølgelig en masse muslimer der mere eller mindre ufrivilligt blev indrulleret i den sovjetiske hær.
Blandt de muslimske soldater på allierede side kan vi endda finde modtagere af Viktoriakorset – den højeste britiske militære orden – der tildeles for tapperhed udvist i fjendens nærvær. Blandt modtagerne kan eksempelvis nævnes Fazal Din, om hvem Wikipedia skriver:
…Naik Fazal Din was commanding a section during a company attack on a Japanese bunkered position. His section was held up by machine-gun fire and grenades from several bunkers. Unhesitatingly, he attacked the nearest position with grenades and silenced it; but as he led his men against the other bunkers, six Japanese soldiers rushed from a nearby house, led by two officers wielding swords. The section Bren gunner shot one officer and an enemy soldier, but ran out of ammunition and was killed by the second officer. Naik Fazal Din rushed to the assistance of his stricken comrade but the Japanese ran his sword through his chest. As he withdrew the sword, Fazal Din, despite his terrible wound, seized the sword from the Japanese officer and killed him with it. He then killed two more Japanese soldiers with the sword. Continuing to encourage his men, he staggered to his Platoon Headquarters to make his report. He collapsed there, and died soon after reaching the Regimental Aid Post.
Blandt andre modtagere af Viktoriakorset finder vi Ali Haidar, der kæmpede imod nazisterne i Italien. Man kunne også pege på Mateen Ahmed Ansari, der trods tortur og års fangenskab nægtede at afsværge troskab til det britiske imperium og til sidst endte med at blive henrettet af japanerne.
Fra det tysk besatte Paris kan vi også finde en historie om civilt muslimsk heltemod. Blandt andet ved hjælp af falske identifikationspapirer, og ved at skjule jøder i en stormoske, lykkedes det en muslimsk menighed at redde flere jøder fra at ende i de tyske koncentrationslejre.
Hvorfor kæmpede nogle muslimer for Tyskland til det sidste?
Med til denne historie hører selvfølgelig også et par mere rationelle forklaringer end de gængse højrenationale.
For det første, så kæmpede rigtig mange af de tyske soldater i kampen om Berlin til det sidste. Det hang blandt andet sammen med, at det bestemt ikke nødvendigvis var nogen vej ud af problemerne at overgive sig til de sovjetiske styrker – ligesom det heller ikke var specielt velanset blandt bevæbnede nazister at overveje muligheden for overgivelse.
Dernæst er det værd at påpege, at de fleste muslimer der kæmpede for aksemagterne blev indrulleret i de tyske SS-enheder. Hvis der var nogen der havde ringere chance for at overleve i sovjetisk fangenskab end tyske soldater generelt, så var det soldater fra SS-enhederne.
Igen kan vi altså finde langt mere rationelle forklaringer på, at nogle muslimske soldater kæmpede til det sidste i Berlin, end at de skulle være styret af simpelt jødehad og nazistisk fanatisme.
Indvandring og valgresultater
Hvorfor skriver du igen igen om Nicolai Sennels?
Fordi manden simpelthen har så mange idiotiske holdninger og så ofte giver udtryk for dem. Han er nærmest en evig inspirationskilde.
Hvad har han nu gjort da?
Nicolai Sennels stillede ved folketingsvalget den 15. september op for Dansk Folkeparti. Med 583 personlige stemmer var Nicolai (heldigvis) overhovedet ikke tæt på at blive valgt ind i Folketinget.
Men ikke nok med at Nicolai ikke blev valgt ind – de fæle landsforræderiske socialister og deres halal-leflende venner De Radikale gik hen og vandt valget.
Men hvorfor vandt landsforræderne da valget?
Behøver du overhovedet at spørge? Ifølge mennesker som Nicolai Sennels eksisterer der jo en gruppe mennesker i landet, som er skyld i alle dårligdomme – og som derfor selvfølgelig også må være skyld i forkerte valgresultater. Vi snakker naturligvis om muslimerne!
Titlen på et af de seneste indlæg på Nicolai Sennels såkaldt politisk ukorrekte blog lyder: “Muslimske stemmer afgjorde det danske folketingsvalg”. Jeg går ud fra at der skal lægges tryk på “danske” i den overskrift – for ligesom endvidere lige at minde os om, at de muslimer der åbenbart afgjorde det danske folketingsvalg selvfølgelig ikke er rigtige danskere og ikke burde befinde sig i landet. De hører tværtimod hjemme i “muslimland” sammen med muslimske brødre som den amerikanske præsident Obama.
Sennels skriver:
89,1 procent af muslimerne i Danmark stemmer på Socialdemokraterne, De Radikale, SF eller Enhedslisten. Der bor langt over 200.000 muslimer i Danmark. S-R-SF regeringen med Ø som støtteparti vandt med 16.964 stemmer. Hvis ikke der boede muslimer i Danmark i dag, ville vi stadigvæk have haft en borgerlig regering. Den nye regering åbner nu for yderligere indvandring, hvilket reelt er stemme-import, der kan være med til at sikre magten fremover.
Jamen nu er jeg forvirret – stemmer folk da ikke netop på Dansk Folkeparti pga. muslimerne?
Det var også min første tanke. Nicolai Sennels har åbenbart ikke tænkt den.
Lad os lave et par simple udregninger:
Vi giver Nicolai en fordel, og siger at der er 200.000 stemmeberettigede vælgere med muslimsk baggrund i Danmark. Heraf stemmer så åbenbart omkring 178.000 på partier til venstre for midten, mens 22.000 stemmer på partier til højre for midten. Muslimerne sikrer altså en tilgang til de landsforræderiske partier på 156.000.
Dansk Folkeparti fik ved valget 436.726 stemmer. Det er ikke nogen hemmelighed, at partiet har tiltrukket en del vælgere fra venstre side af midten. Flere indenfor Dansk Folkeparti vil endda mene, at partiet er “det nye socialdemokrati”. Lad os lege med et tal der siger, at 50% af Dansk Folkepartis vælgere (altså ca. 218.000 ved sidste valg) før partiets fremkomst stemte på partier til venstre for midten. Allerede her falder Nicolai Sennels påstand til jorden.
Hertil kan vi lægge de vælgere, der pga. udlændingedebatten muligvis er skiftet fra venstre side af midten til V eller K. Retfærdigvis må vi selvfølgelig have med, at der nok også er nogle borgerlige vælgere der er skiftet til venstre side af midten pga. samme debat – men helt ærligt, er der nogen der seriøst tror på, at de borgerlige ikke er vinderne hvad disse stemmeforskydninger angår?
Dansk Folkeparti har fået over 12% af stemmerne ved samtlige valg til Folketinget siden 2001. Samtlige disse valg er afgjort af langt under 6% af de samlede stemmer.
Hvad kan vi så konkludere?
I Nicolai Sennels verden er det muslimernes skyld, at de borgerlige tabte det seneste folketingsvalg. I den virkelige verden ville de borgerlige slet ikke være kommet til magten for 10 år siden, hvis der ingen muslimer boede i Danmark.
leave a comment