Tanker om politik og historie…

Folketinget under “First-past-the-post” systemet

Posted in Politisk kategorisering, Valgsystemer by polyb on 25. februar 2010

Billede af Villy Fink Isaksen - fra Wiki Commons

I forbindelse med diskussionen omkring det svenske valgsystem, der af mange (som jeg ser det korrekt) bliver kritiseret for at være problematisk pga. den manglende anonymitet, kom jeg til at tænke på en opgave jeg i sin tid skrev omkring forskellene på det “danske” og det “britiske” valgsystem. Kort fortalt forsøgte jeg at overføre det britiske system til Danmark, for at se hvilken konsekvens det kunne have for sammensætningen af det danske Folketing.

Her følger en forkortet (men indrømmet lidt lang) udgave :

Generelt kan man sige at der eksisterer to hovedformer for valgsystemer. Pluralitets/Majoritets systemer med valg i enkeltmandskredse og proportional repræsentation med flere mandater pr. kreds og evt. tillægsmandater til at sørge for, at alle partier bliver repræsenteret i forhold til deres stemmeantal.

Valget af medlemmer til det britiske underhus ”The House of Commons” foregår ved hjælp af flertalsvalg i enkeltmandskredse, som ofte bliver betegnet som ”First-past-the-post” systemet. Det er et pluralitets system, hvor kandidaten der får flest stemmer i den enkelte valgkreds (constituency) bliver valgt ind i parlamentet. Den valgte kandidat behøver altså ikke at have opnået majoriteten af alle afgivne stemmer (dvs. over 50% af de afgivne) for at blive valgt, men skal blot sikre sig flertallet, hvilket i teorien vil sige, at en enkelt stemme mere end kandidaten med næst flest stemmer vil være nok til at sikre sejren. I modsætning til i Danmark opstiller hvert enkelt parti kun en kandidat i hver valgkreds, da det jo giver sig selv at flere kandidater blot vil betyde færre stemmer til den enkelte, og dermed mindre sandsynlighed for at vinde kredsen. Pga. valgsystemets karakter består parlamentet normalt ikke af ret mange partier, og det britiske valgsystem bliver også normalt karakteriseret som et to-parti system. De to største partier er uden tvivl ”Labour” og ”The Conservatives” og det er normalt, at et af disse partier danner en flertalsregering efter valget. Som tredje parti eksisterer ”The Liberal Democrates”.

Valget af medlemmer til det danske folketing foregår ved hjælp af proportional repræsentation og partilister. Hvordan det præcist foregår vil jeg udlade her, da jeg går ud fra at de fleste er godt bekendte med systemet. Ellers kan man læse mere om det i Valgloven.



Typiske argumenter for og imod de forskellige valgsystemer :

“First-past-the-post” skaber stabile og handlekraftige regeringer.
Flertalsvalg i enkeltmandskredse resulterer i de fleste tilfælde i, at et enkelt parti vinder flertallet af mandaterne i parlamentet. Da det kun er de store partier der har mulighed for at samle nok stemmer til at vinde en kreds, vil parlamentet for det meste bestå af meget få partier. Der er en tendens til, at det vindende parti får et stort flertal, da alle stemmer på andre end vinderen i hver kreds går tabt. Det vindende parti kan derfor skabe en stabil og handlekraftig regering, da det ikke er afhængigt af at skulle indgå kompromiser med evt. samarbejdspartnere.

Kritikere af systemet modsætter sig dog dette argument, blandt andet ved at henvise til, at fortalerne for systemet oftest nævner ustabile lande som f.eks. Italien når de skal finde eksempler på at proportional repræsentation skaber ustabile regeringer. De skandinaviske lande og Svejts er derimod historisk set eksempler på politisk meget stabile lande med proportionale valgsystemer. Man påpeger endda, at proportional repræsentation kan skabe mere længerevarende stabilitet, da der ikke er så stor sandsynlighed for store ideologiske omvæltninger efter nye valg, som i et system hvor et enkelt parti normalt kan danne flertalsregering. Den britiske politiker, og modstander af “First-past-the-post” systemet, Enid Lakeman skriver :

The small shift of public opinion likely over a short time can produce only a small change in the parliament, not the upheaval possible under a single-menber system.



“First-past-the-post” forhindrer små partier i at få mere magt end deres vælgerbase berettiger dem til.
Ved at forhindre små partier adgang til parlamentet, forhindrer man disse i at opnå mere magt end deres stemmeantal måske reelt burde give dem. Et eksempel kunne være et parti som De Radikale i Danmark, der ved ofte at være “tungen på vægtskålen” kan få en masse af deres politik gennemført, på trods af at kun en mindre del af befolkningen støtter denne politik direkte. Den franske politolog Maurice Duverger skriver i den henseende :

What is the point of guaranteeing that each party’s number of deputies will be exactly proportional to that of its voters, if it remains free to ally itself with whomever, whenever, and for whatever purpose it wishes, and to change partners at any moment?



“First-past-the-post” forhindrer ekstremistiske partier på højre- og/eller venstrefløjen i at få plads i parlamentet.
Lidt en fortsættelse af forrige argument. I modsætning til under proportional repræsentation, er det under normale forhold praktisk taget umuligt for ekstremistiske partier som f.eks. nynazister, fascister eller kommunister at blive repræsenteret i parlamentet under “First-past-the-post”. Det giver sig selv, at disse partier meget sjældent vil kunne få stemmer nok i en enkelt kreds til at vinde, hvorimod de, alt efter hvor høj spærregrænsen ligger, har nogenlunde muligheder for at komme ind i lande med proportional repræsentation. Dette er tilfældet for alle småpartier som har deres base over hele landet og ikke er koncentreret i små distrikter, som f.eks. de skotske og walisiske nationalister i Storbritannien. Som argument bruges også tit, at Hitler aldrig ville være kunnet komme til magten på samme måde, hvis ikke Weimar Republikken havde benyttet sig af proportional repræsentation.

Hovedargumentet mod dette er selvfølgelig at det også forhindrer små men ”stuerene” partier i at komme ind.



Under “First-past-the-post” er partierne er tvunget til at finde løsninger på deres interne stridigheder i stedet for f.eks. at splitte op i flere partier.
Da systemet som sagt favoriserer store partier vil partierne være tvunget til at finde løsninger på deres interne stridigheder. Dette sikrer ifølge fortalere for systemet også stabilitet. Ifølge Maurice Duverger handler det i demokrati mere om at have forskellige intentioner repræsenteret i parlamentet, end at have forskellige holdninger repræsenteret. Det er ifølge Duverger vigtigst at partierne er enige om de generelle ting (ideologien) og knap så vigtigt om de er uenige om små ting.



Forskellige minoriteter i samfundet bliver lettere integreret i det politiske liv under “First-past-the-post” systemet.
Da forskellige minoriteter i samfundet (f.eks. etniske) under systemet ikke vil kunne samle nok stemmer til at blive repræsenteret af egne minoritetspartier, ansporer systemet dem til i stedet at integrere sig i de etablerede partier. Dette er til fordel for både minoriteterne, der kan opnå politisk støtte til at fremme nogle af deres sager, og for de etablerede partier som kan opnå minoriteternes valgstøtte. Det opfordrer altså forskellige befolkningsgrupper til at samarbejde med hinanden frem for at splittes.

Hertil kan påpeges, at det f.eks. i Danmark ikke lader til at minoriteter danner egne partier. De integreres derimod i de bestående politiske partier.



Under “First-past-the-post” bliver det enkelte parlamentsmedlem mere knyttet til det lokalområde han/hun er valgt ind i.
Da medlemmerne af parlamentet under “First-past-the-post” er mere afhængige af vælgerne i den kreds hvori de er blevet valgt til evt. at genvælge dem, end medlemmerne under et propotionalt system, opfordrer det dem til at arbejde mere for kredsen, end for deres parti. Borgere i kredsen siges i teorien at have et direkte link til parlamentet, da de altid kan kontakte deres områdes mandat, og befolkningen bliver derfor mere direkte involveret i demokratiet.

Tilhængere af proportional repræsentation vil hævde at det netop er modsat. Da der under “First-past-the-post” kun er en kandidat fra hvert parti som vælgerne kan stemme på, har de ikke nødvendigvis mulighed for at stemme på den person de helst vil have til at repræsentere dem. Ud over det kan de komme i en situation, hvor de er repræsenteret af en person med en gennemgribende forskellig ideologi end deres egen. Kan en socialist repræsenteret af en højreorienteret konservativ, eller en konservativ repræsenteret af en venstreorienteret socialist, f.eks. virkeligt se på denne som deres medlem af parlamentet?



Proportional repræsentatoin er retfærdig set i forhold til ”en mand – en stemme” princippet.
Da der er forskel på størrelsen af kredsene, og da alle stemmer ud over dem der var krævet for at vinde kredsen er ”spildt”, kan “First-past-the-post” systemet ikke påberåbe sig ”en mand – en stemme – en værdi” begrebet, som for mange mennesker er en fundamental del af deres demokrati opfattelse. Kritikere som Enid Lakeman vil påpege, at når ”The Liberals” i Storbritannien med op til 20% af stemmerne i nogle af valgene til ”The House of Commons” er så underrepræsenteret i parlamentet, så er der noget fundamentalt galt med systemet.



Proportional repræsentation gør det muligt i større grad at få minoriteter i samfundet repræsenteret i parlamentet, og skaber et mere ligeligt fordelt kønsbillede i parlamentet.
Da hvert parti under “First-past-the-post” systemet som nævnt kun opstiller en kandidat i hver kreds, og da denne kandidat som nævnt skal vinde kredsen for at komme ind, vil partierne være tilbøjelige til ikke at tage chancer og i stedet gå efter ”det sikre”. Dette vil, i lande som f.eks. Storbritannen, sige, at de normalt vil opstille en ”hvid” mand, og ikke i særlig mange tilfælde opstille kvinder eller personer af anden etnisk herkomst. Statistikken viser, at kvinder, og personer af anden etnisk herkomst, er underrepræsenteret i lande med pluralitets- og majoritetssystemer. I modsætning hertil er der i f.eks. det danske Folketing en næsten ligelig fordeling af mænd og kvinder, mens de etniske minoriteter, selvom de ikke er proportionalt repræsenteret, er tættere på at være dette end de f.eks. er det i Storbritannien. Ud over mand/kvinde og etniske forskelle kunne man også forestille sig, at partierne under “First-past-the-post” vil være tilbøjelige til at opstille midtsøgende kandidater, for så vidt muligt at forsøge at stjæle stemmer fra modstanderen og i det hele taget at appellere til så mange vælgere som muligt. Der vil derfor højst sandsynligt også være en underrepræsentation af venstresøgende socialister og højresøgende borgerlige.



Proportional repræsentation forhindrer vælgerne i selv at vælge deres regering og overlader i stedet dette til partilederne.
Da proportional repræsentation får vælgerne til at sprede sig ud over flere forskellige partier, forhindrer det vælgerne i selv at give direkte udtryk for hvilken regering de ønsker. Da intet enkelt parti vinder flertallet af mandaterne, vil det i stedet være lederne af de enkelte partier der efter valget vælger regeringen, ud fra hvor meget magt valget har tildelt de enkelte partier. Denne magt er, som forklaret tidligere, ikke nødvendigvis er et udtryk for hvor mange tilhængere partiet har, men også kan afhænge af placering på den politiske skala, af enkeltsager osv. Maurice Duverger skriver :

For instance, after legislative elections in Italy, Belgium, the Netherlands, and Denmark, several types of majority are possible, most of them fragile and divided. Which one is preferred by the citizens? It is impossible to know this.



Hvordan ville Folketinget se ud hvis Danmark benyttede et pluralitets system med flertalsvalg i enkeltmandskredse, som i f.eks. Storbritannien?

I et forsøg på at vise hvor stor forskel valgsystemet i de enkelte lande har for sammensætningen af parlamentet, har jeg forsøgt at beregne mig frem til hvordan det danske Folketing måske kunne se ud, hvis Danmark brugte det samme valgsystem som Storbritannien. Beregningerne er foretaget med udgangspunkt i valgresultatet fra folketingsvalget den 20. november 2001.

Selve opdelingen i kredse er så vidt muligt baseret på kommunegrænser, eller i forvejen eksisterende valgkredse. Målet har været, at få hver kreds til at bestå af cirka 20000 stemmer, da det er det antal vælgere der ca. var for hvert folketingsmedlem ved sidste valg. Man kan altså sige, at et folketingsmedlem repræsenterer ca. 20000 vælgere.

Hvis en kommune/valgkreds har været for lille, er den blevet slået sammen med andre omkring liggende kommuner/valgkredse hvor det geografisk og typemæssigt (altså om begge er storby-, forstads- eller land kommuner/valgkredse) har været muligt. Hvis en kommune/valgkreds har været for stor, er den blevet delt i to eller flere kredse. Det er i så tilfælde blevet antaget, at de nyformede kredse alle ville have stemt på samme måde som den oprindelige kreds. Hvis det ikke har været geografisk muligt på en ordentlig måde at slå to eller flere kommuner sammen til en kreds, men at de stadig er for små til at få deres eget mandat, er der på samme måde som beskrevet ovenfor blevet antaget, at for eksempel en kreds i Jylland bestående af fire-fem kommuner ville stemme nogenlunde ens, selvom kredsen var delt i to kredse uden hensyntagen til kommunegrænser.

For at tage hensyn til den sandsynlige mulighed for at der, hvis Danmark brugte et valgsystem som det britiske, ikke ville eksistere ligeså mange partier, men nok nærmere to eller tre storpartier, er der blevet beregnet to forskellige resultater af valget :

Det første benytter stemmetallene de enkelte eksisterende partier har fået, og har så tildelt mandatet til det parti i kredsen der har fået flest stemmer. Her er det bemærkelsesværdigt at det ikke ved en sådan optælling lykkedes andre partier end Socialdemokratiet og Venstre at vinde nogle kredse og Folketinget ville altså bestå udelukkende af disse to partier. Kun i meget få kredse er det lykkedes et ”tredje” parti overhovedet at opnå næstflest stemmer, men stadig i de tilfælde har der været et godt stykke op til det vindende parti.

Det andet resultat er beregnet ved at dele partierne op i to ”ideologier”, nemlig henholdsvis ”socialisterne” og ”de borgerlige”. Dette er gjort for at forsøge at simulerer et valgsystem, hvor der kun eksisterer to store partier. Alle de ”socialistiske” partiers stemmer er så blevet lagt sammen og alle de ”borgerlige” partiers stemmer lagt sammen. Den koalition med flest stemmer vinder så mandatet. Der er selvfølgelig en del problemer med denne tilgang. F.eks. er det svært præcist at placerer alle partierne på valgskalaen. Ville en tilfældig vælger fra Dansk Folkeparti stemme på ”de borgerlige” pga. udlændinge politikken i et sådant tilfælde, eller ville han/hun stemme på ”socialisterne” pga. den sociale politik? Ville en vælger fra De Radikale eller Centrum Demokraterne gå til den ene eller den anden side?



Resultatet af valget udregnet på de forskellige måder kan ses herunder :

De nuværende danske valgsystem :

Socialdemokratiet 1003323 stemmer (ca. 29,1%) 52 mandater (ca. 29,7%)
Venstre 1077858 stemmer (ca. 31,3%) 56 mandater (= 32,0%)
Andre partier 1367471 stemmer (ca. 39,7%) 67 mandater (ca. 38,3%)
“Socialister” 1484873 stemmer (ca. 43,1%) 77 mandater (= 44,0%)
“Borgerlige” 1963779 stemmer (ca. 56,9%) 98 mandater (= 56,0%)



Det britiske valgsystem (ved partioptælling) :

Socialdemokratiet 1003323 stemmer (ca. 29,1%) 76 mandater (ca. 43,4%)
Venstre 1077858 stemmer (ca. 31,3%) 99 mandater (ca. 56,6%)
Andre partier 1367471 stemmer (ca. 39,7%) Ingen mandater



Det britiske valgsystem (ved ”ideologisk” optælling) :

“Socialister” 1484873 stemmer (ca. 43,1%) 35 mandater (= 20,0%)
“Borgerlige” 1963779 stemmer (ca. 56,9%) 140 mandater (= 80,0%)



Det er ved parti optællingen tydeligt, at vi vil få en flertalsregering bestående udelukkende af Venstre. Tendensen, som siger at det vindende parti får et stort flertal, holder også. Venstre opnår 56,6% procent af mandaterne med kun 31,3% af stemmerne. Selvom de kun har opnået 2,2% stemmer mere end Socialdemokraterne opnår de 13% flere mandater og altså et stabilt flertal.

Det fuldstændig overvældene flertal som ”de borgerlige” ville vinde i folketinget ved ”ideologisk” optælling er måske lidt misvisende. Ved partioptælling ses det af resultaterne, at Socialdemokratiet generelt vinder alle sine mandater i storbyerne (København, Aarhus, Odense og Aalborg), samt i nogle provinsbyer rundt omkring i landet. I selve storbyerne går disse mandater stadig til ”socialisterne” ved ”ideologisk” optælling, mens de i stort set alle provinsbyerne går til ”de borgerlige”, som ved hjælp af Dansk Folkepartis og De Konservatives stemmer er meget stærke i forhold til den anden koalition. Her kan det måske spille ind, at opdelingen i to fløje måske ikke er helt realistisk. Dansk Folkeparti har for nyligt selv udtalt at de er et midterparti – hvor vidt man så er enig med dem eller ej, ville det i hvert fald betyde meget for den ”ideologiske” optælling hvis nogle af deres stemmer røg over i den anden koalition.

Umiddelbart virker Venstre eller ”de borgerlige” (alt efter hvordan det optælles) meget stærke, og selv hvis Socialdemokratiet eller ”socialisterne” havde haft et bedre valg tyder det på at resultatet stadig ville være en sejr til Venstre eller ”de borgerlige”. Det kunne ligge i at Danmark er et mere ruralt samfund end Storbritannien er det. Der er ikke nær så mange industribyer, som kan vælge mandater til Socialdemokraterne, som der er til Labour i Storbritannien, hvor befolkningen virker mere ligeligt fordelt mellem land og by. Der er dog en del af de mandater, som Venstre vinder i byerne, der godt kunne være gået til Socialdemokratiet uden at overvældende mange stemmer skulle have været anderledes, men om det ville være nok er svært at sige.

4 kommentarer

Subscribe to comments with RSS.

  1. Casper said, on 9. december 2010 at 10:12

    Hej Polinos. Tak for kommentar til mit indlæg Enkeltmandskredse ville give et grumset folketing. Under forudsætning of kredsvis FPTP-optælling, så kan jeg ikke forstå hvordan du når frem til dit resultat:

    “Det britiske valgsystem (ved partioptælling) :
    Socialdemokratiet 1003323 stemmer (ca. 29,1%) 76 mandater (ca. 43,4%)
    Venstre 1077858 stemmer (ca. 31,3%) 99 mandater (ca. 56,6%)
    Andre partier 1367471 stemmer (ca. 39,7%) Ingen mandater”

    Der er ikke 175 valgkredse i Danmark. I øjeblikket er der 92 (efter reformen, som for første gang blev brugt ved valget 2007). Under den gamle valglov var der vist 103 kredse.

    Du skriver at du bruger 2001-valgresultatet, hvilket kan forklare hvorfor kun S og V vinder kredse. Mit resultat så ud som følger, men det er baseret på 2007-valget:

    Den enlige konservative kreds er Gentofte, og de fire kredse med SF som største parti er Indre By, Nørrebro, Vesterbro og Lolland.(Valgresultat 2007, Danmarks Statistik)

    I mange valgkredse er partierne ret tæt på hinanden med 15-25 % til A, C, V, F og O. I nogle valgkredse er opløbet meget tæt. Det hele er naturligvis hypotetisk, for hvis vi havde enkeltmandskredse havde vi også et andet partisystem.

    Jeg tror dog stadig at jordskredsvalg som 1973 og 2001 ville være sjældne. Danske vælgere har en underlig tendens til at lægge sig i to lige store blokke. Måske fordi partierne indretter deres politik efter hvad der lige nøjagtig kan forventes at skabe flertal. Hver fløj er “midtsøgende” på forskellige punkter, dvs. at de slækker ideologien tilpas meget til at tiltrække midtervælgere. Det viser sig jo når Venstre – under sin tibagegang – er blevet et mere og mere socialt parti, og når Soc.dem. har overtaget en skarp udlændingepolitik. På den måde “virker” systemet jo også rent demokratisk, det sikrer at et flertal af vælgere skal stå bag regeringens politik. Både det britiske og danske system sikrer det basale i et repræsentativt demokrati, nemlig at man skal have mindst to valgmuligheder og at regeringen skal have flertal. Jeg er mere skeptisk mod de uigennemskuelige blandingssystemer, f.eks. det tyske. Den danske spærregrænse er også noget som strider imod princippet i vores forholdstalsvalgsystem: alle er lige, men de helt små må ikke være med.

    Men det er sikkert at hele den politiske kultur i et land har noget med valgsystemet at gøre. Tænk på dansk forhandlingsdemokrati over for det britiske parlament, hvor den ene fløj har al magt og den anden fløj udøver skarp kritik og kontrol (gerne med livlig debat). Det har ændret sig en smule siden 2001 i Danmark, men jeg tror nu mest det er på overfladen – i grunden er det danske folkestyre stadig et samtaledemokrati på godt og ondt.

  2. Casper said, on 9. december 2010 at 10:15

    Jeg glemte at få mit resultat (2007) med, her er det:

    Socialdemokratiet 41 mandater, 25,5 % af stemmerne
    Konservative 1 mandat, 10,4 %
    SF 4 mandater, 13,0 %
    Venstre 46 mandater, 26,2 %
    Andre 0 mandater, 24,9 %

  3. polyb said, on 9. december 2010 at 12:06

    @Casper
    Tak for svar🙂

    Der er ikke 175 valgkredse i Danmark. I øjeblikket er der 92 (efter reformen, som for første gang blev brugt ved valget 2007). Under den gamle valglov var der vist 103 kredse.

    Det er korrekt. Jeg har i opgaven selv simuleret 175 valgkredse ved selv enten at dele store eksisterende valgkredse, eller samle små eksisterende valgkredse, så de hver især bestod af omkring 20.000 vælgere.

    I nogle valgkredse er opløbet meget tæt. Det hele er naturligvis hypotetisk, for hvis vi havde enkeltmandskredse havde vi også et andet partisystem.

    Helt enig. De fleste politologer vil også argumenterer for, at et enkeltmandskreds system vil tendere til at resultere i et to-parti system.

    Jeg tror dog stadig at jordskredsvalg som 1973 og 2001 ville være sjældne. Danske vælgere har en underlig tendens til at lægge sig i to lige store blokke. Måske fordi partierne indretter deres politik efter hvad der lige nøjagtig kan forventes at skabe flertal. Hver fløj er “midtsøgende” på forskellige punkter, dvs. at de slækker ideologien tilpas meget til at tiltrække midtervælgere.

    Jeps, eller hvad man kunne kalde “iskiosk effekten” ud fra Harold Hotellings lov :
    http://en.wikipedia.org/wiki/Hotelling%27s_law

    Hvorvidt de borgerlige partier har rykket sig imod venstre, eller især Socialdemokratiet har rykket sig imod højre, er nok op til øjnene der ser. Mens der nok ikke er tvivl om, at den skandinaviske velfærdsmodel har sejret så stort, at de borgerlige partier har været nødt til at accepterer den som del af deres program, så er Socialdemokratiet, vil jeg mene, et økonomisk meget mere højreorienteret parti i dag end de historisk set har været det.

    Men det er sikkert at hele den politiske kultur i et land har noget med valgsystemet at gøre. Tænk på dansk forhandlingsdemokrati over for det britiske parlament, hvor den ene fløj har al magt og den anden fløj udøver skarp kritik og kontrol (gerne med livlig debat). Det har ændret sig en smule siden 2001 i Danmark, men jeg tror nu mest det er på overfladen – i grunden er det danske folkestyre stadig et samtaledemokrati på godt og ondt.

    Helt enig, man kunne tilføje, at under det britiske system foregår meget af forhandlingsdemokratiet nok indenfor de enkelte partier. Altså, når eksempelvis Labour har magten, så er der forhandlinger imellem forskellige grupperinger indenfor partier, i modsætning til i Danmark hvor der vil være mange forhandlinger imellem Venstre, Konservative og DF, når de sammen har magten.

  4. Casper said, on 9. december 2010 at 12:18

    OK, så har du været grundig.

    Angående Hotellings lov, så skriver Wikipedia netop herom:
    “An extension of the principle into other environments of rational choice such as election “markets” can explain the common complaint that, for instance, the presidential candidates of the two American political parties are “practically the same”. Once each candidate is confirmed during primaries, they are usually established within their own partisan camps. The remaining undecided electorate resides in the middle of the political spectrum, and there is a tendency for the candidates to “rush for the middle” in order to appeal to this crucial bloc.”

    Så det ofte hørte argument om at topartisystem skulle give mere klare valg, klare flertal og ideologisk handlekraftige regeringer skal tages med et gran salt. Dette kaldes jo på den anden side “blokpolitik” og er ilde set i Danmark.

    Jeg tror det er begrænset hvor meget mere retfærdighed og demokrati man kan skabe via selve valgsystemet. Jeg mener hellere man skal fokusere på åbenhed i beslutningsprocesserne, offentlighed i forvaltningen, decentralisering osv., for her er der virkelig nogle forbedringer at hente, uanset system. Jeg ville måske også hellere leve i et oplyst diktatur end et uoplyst og korrupt demokrati. (Sammenligningen er naturligvis teoretisk, da diktaturer har en tendens til at blive korrupte, og demokratier er ofte afbalancerede, men ikke altid!)


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s