Tanker om politik og historie…

Besættelsen – hvad nu hvis?

Posted in Historie by polyb on 9. marts 2010

Det er efterhånden en yndet sport blandt især nationalkonservative, men også blandt politikere, som f.eks. tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, at komme med skarpe moralske fordømmelser af den danske samarbejdspolitik under besættelsen.

Fælles for alle disse mennesker er, at de stort set uden konsekvenser kan påtage sig denne “moralsk korrekte” position. I modsætning til landets ledere den 9. april 1940 vil deres stillingtagen ikke have konsekvenser for den danske befolkning. De kan altså uden videre placere sig selv på en piedestal, hvorfra de kan sidde og dømme levende og døde. Men er deres position overhovedet den moralsk korrekte?

Den tysk-amerikanske politolog, og en af hovedfigurerne inden for den realistiske skole i International Politik, Hans Morgenthau skriver :

The individual may say for himself: “Fiat justitia, pereat mundus (Let justice be done, even if the world perish)”, but the state has no right to say so in the name of those who are in its care.

Individet har ret til at vælge den moralsk korrekte position uanset konsekvenserne for vedkommende selv, men staten har ingen som helst ret til at foretage dette valg på vegne af befolkningen. Tværtimod vil det være en direkte amoralsk handling af staten, hvis primære opgave er at sikre sine borgeres ve og vel.

Hvad nu hvis?
Hvad ville de mulige konsekvenser have været, havde regeringen den 9. april valgt kampen frem for samarbejdet? Et af de bedste bud på denne kontrafaktiske historie jeg er stødt på, er en kronik fra 2005 af Nils Arne Sørensen, lektor i historie på Syddansk Universitet. Med udgangspunkt heri, supleret med hvad jeg ellers har læst rundt omkring vedrørende situationen Danmark og andre besatte lande, vil jeg forsøge at komme med et bud på hvad nogle af disse konsekvenser kunne have været.

Dansk stilling ved Åbenrå, 9. april 1940 (Kilde: Frihedsmuseet)

Invasionen
Den 9. april 1940 gik Tyskland til angreb på Danmark med to infanteri divisioner og en motoriseret støttebrigade, og desuden luftbårne styrker og blandt andet 240 fly fra Luftwaffe. I alt vel en styrke på omkring 25.000 mand. Heroverfor stod den danske hær, der var opdelt i to divisioner, med 1.200 garnisonstropper på Sjælland og 850 i Jylland. Derudover var der omkring 7.500 værnepligtige på Sjælland og 7.000 i Jylland. Hærens Flyvertropper rådede over 7 moderne jagerfly, og var i de hele taget meget beskedent. Heller ikke i flåden, hvis primære opgave var neutralitetsvagt i danske farvande, var situationen ret god.

At Danmark på ingen måde ville være i stand til at afvise en invasion havde alle, både politikere og militærfolk, været enige om siden 1870. Fra London havde man også, få år før besættelsen, fået besked om, at man ikke kunne forvente hjælp udefra. Tyskerne opererede da også med en plan, hvorved operationens vigtigste mål, Aalborg Flyveplads, ville blive erobret senest den 10. april uanset hvilket modsvar til invasionen Danmark diskede op med. Vi snakker om en tysk krigsmaskine der havde invaderet Polen på omkring en måned, og senere ville overløbe Holland på under en uge, Belgien på et par uger og tvinge Frankrig til overgivelse i løbet af rekord tid. Det må altså være klart, at en beslutning om at yde modstand imod invasionen, udelukkende ville have været af symbolsk betydning.

Bombefly over København, 9. april 1940 (Kilde: Frihedsmuseet)

Hvilke tab ville en sådan beslutning have resulteret i? I Norge kostede kampene om landet ca. 850 norske soldater livet. Holland mistede omkring 2.300 soldater under invasionen af landet en måneds tid senere. Til sammenligning mistede 16 livet, og 23 blev såret, under kampene i Danmark. Tyskerne havde klart tilkendegivet, at en afvisning af deres krav ville betyde luft bombardement af København. Under invasionen af Holland udførte man et sådant bombardement af Rotterdam. Her blev omkring 1.000 mennesker dræbt, mens henved 85.000 blev gjort hjemløse. Det er vel på den baggrund realistisk at forestille sig, at en beslutning om at kæmpe imod invasionen den 9. april ville have kostet mindst nogle hundrede soldater og civile livet, foruden at have resulteret i massive ødelæggelser i København.

Livet under krigen
Under et modstandsscenarie er det tænkeligt, at livet i Danmark under krigen havde udviklet sig efter samme mønster som i de andre vestlige besatte lande. Danmark, og danskerne, blev af nazisterne betragtet som en del af det “ariske” område, og vi ville næppe have set situationer, som i f.eks. de øst- og centraleuropæiske besatte områder, med overdrevet brug af terror imod civilbefolkningen osv. Danmark ville dog ikke under denne situation være blevet betragtet som et propagandamæssigt “mønsterprotektorat”, og tyskerne havde nok sat mere ind på at udbytte Danmark for ressourcer. Det er realistisk at forestille sig, at bybefolkningen i landet havde fået lavere og lavere levevilkår som krigen skred frem. Danskerne havde ikke, som under samarbejdspolitikken, haft større rationer end den tyske hjemmebefolkning, og det havde nok især gået ud over mere udsatte befolkningsgrupper som fattige, børn og ældre. Landbruget havde dog, som tyskernes vigtigste ressource i Danmark, næppe lidt stor last, da man ville være interesseret i at opretholde store leveringer herfra. Begrebet “tysklandsarbejdere” havde nok også haft en lidt anden betydning for eftertiden. I næsten samtlige andre besatte lande udskrev tyskerne tvangsarbejdere til arbejde i Tyskland, hvor de arbejdede under ofte meget dårlige vilkår.

Danske jøder på flugt til Sverige, 1943 (Kilde: Frihedsmuseet)

Jøderne
I 1940 boede der i Danmark omkring 8.000 jøder. Langt de fleste af disse blev reddet i 1943, da Hitler beordrede de danske jøder deporteret. 99% af de danske jøder overlevede Holocaust. I de andre vesteuropæiske besatte lande blev deportationen af jøder sat i værk allerede i 1942, på et tidspunkt hvor krigssituationen var en helt anden. Det er næppe usandsynligt, at f.eks. den advarsel om deportationen, der fra tyske repræsentanter i landet var sluppet ud på forhånd, og som var en væsentlig del af grunden til at så mange af de danske jøder slap i sikkerhed, ikke ville være kommet på dette tidligere tidspunkt. En væsentlig del af årsagen til advarslen skal ses i disse repræsentanters sikring af deres eftermæle, på et tidspunkt hvor det blev mere og mere klart at Tyskland ville tabe krigen. Hvis Werner Best virkelig ville have deporteret jøderne til Auschwitz, så var det formentlig lykkedes ham. Hertil skal ligges, at det ikke er sikkert at Sverige ville have været ligeså interesseret i at modtage de danske jøder i 1942, som de var det i 1943. I Norge mistede 40% af jøderne livet under krigen, i Holland 75% og i Belgien 60%. Det er vel, på den baggrund, næppe urealistisk at forestille sig at mindst et par tusinde danske jøder havde mistet livet under dette scenarie.

Krigens gang
Danske liv blev sparet på bekostning af andre kæmpende nationer – sådan lyder argumentet ofte fra modstanderne af samarbejdspolitikken. Men er det overhovedet korrekt sandsynligt set? Tyskerne havde krigen igennem to divisioner udstationeret til at holde det samarbejdende Danmark under kontrol. I det kæmpende Holland, hvor befolkningen var henved dobbelt så stor, var der til sammenligning udstationeret 2-3 divisioner. Tyskerne havde i løbet af krigen over 200 fulde divisioner – man afsluttede endda krigen med 375 divisioner, omend dette sidste tal selvfølgelig kun var på papiret. Er det virkeligt realistisk at forestille sig at en enkelt division mere til rådighed på f.eks. østfronten skulle have ændret krigens gang?

Et andet yndet argument er, at Danmark med sin fødevareforsyning var med til at holde den tyske krigsmaskine kørende. Dette er helt sikkert korrekt, men spørgsmålet er, om det ville have været meget anderledes under et modstandsscenarie? Som nævnt før, ville danskernes egne rationer, og dermed deres forbrug, være nedsat i dette scenarie. Samtidig ville tyskerne højst sandsynligt sætte en hel del ind på at sikre leverancer fra landbruget. Leveringsglæden kunne f.eks. sikres med høje priser og andre fordele til landbruget. Lige så vel som produktionen ikke gik i stå efter samarbejdspolitikkens fald, er der heller ingen grund til at tro at landbruget ville holde op med at producere alene fordi den politiske situation i landet havde været anderledes.

Blandt de allierede var der i denne henseende også, ud over hos Sovjetunionen, enighed om, at den danske samarbejdspolitik var at foretrække fremfor en mere direkte tysk kontrol over Danmark, hvad det økonomiske og industrielle aspekt angår. Historikeren Bo Lidegaard skriver herom i sin bog “Kampen om Danmark 1933-1945” :

Om norske eller hollandske tilstande i Danmark ville have været til Tysklands fordel eller det modsatte, var allerede under krigen genstand for dybtgående analyser. I Berlin var meningerne delte. London mente, at samarbejdspolitikken trods alt var at foretrække set fra et allieret synspunkt. Washington kom på baggrund af indgående økonomiske analyser omkring årsskiftet 1943-44 til samme resultat, mens Moskva klart fandt, at en skærpet væbnet konfrontation måtte fremmes.

Danmark som allieret nation?
Samarbejdspolitikken var tæt på at placere Danmark i tyskernes lejr, og det var kun modstandsbevægelsens aktiviteter, der sikrede landet anerkendelse som allieret nation – sådan lyder endnu et ofte brugt argument fra kritikere af samarbejdspolitikken. Det er en sandhed med ret store modifikationer. De vestallierede var, som nævnt tidligere, generelt meget forstående overfor Danmarks situation, og briterne var f.eks. endda i starten modstandere af sabotage osv., da man ikke ville kompromittere en situation, hvor de bestående danske værn leverede vigtige efterretninger om f.eks. tyske troppe- og flådebevægelser, til de allierede. Problemet i denne henseende var først og fremmest Sovjetunionen, der forståeligt nok var oprørte over f.eks. regeringens tilslutning til Antikominternpagten og accept af Frikorps Danmarks indsats på østfronten.

Udvalgte kilder :
Christensen, C.B; Lund, J; Olesen N.W; Sørensen, J: “Danmark Besat: Krig og hverdag 1940-45”, Kbh. 2009
Hæstrup, Jørgen (red.): “Besættelsens Hvem-Hvad-Hvor”, Politikens Forlag 1965
Kirchhoff, Hans: “Samarbejde og modstand under besættelsen”, Syddansk Universitetsforlag 2004
Sørensen, Nils Arne: “Foghs besættelse”, kronik i Politiken 27. marts, 2005

16 kommentarer

Subscribe to comments with RSS.

  1. Mikkel Andersson said, on 12. marts 2010 at 23:16

    Det er en en lidt trist argumentation, ikke mindst pga. implikationerne heraf. Ud fra samme må konklusionen være, at englændernes kamp var tilsvarende formålsløst set fra et strengt engelsk perspektiv – for hvorfor kæmpe mod en så eksistentiel og frygtelig trussel, hvis man kunne hygge sig i fred og ro, og ikke risikere noget – ligesom DK? Og det kunne England jo have valgt at gøre. Englænderne kunne have undladt af erklære Tyskland krig, eller til enhver tid have indgået en separat fred (Hitlers tilbud herom var jo legio, og hans aspirationer gik åbenlyst mod øst, ikke vest), og ladet ham herske på kontinentet. Applicerer man samme logik som ovenfor på denne case, er det åbenlyst at titusinder af englændere, der faldt på fremmede marker, i dag ville have levet. Ganske som de danskere, der ikke døde i en krig mod nazisterne endte med at gøre.

    Næsten det samme kunne man have sagt om amerikanerne, der nok kunne have nøjes med at koncentrere sig om de folk, der faktisk angreb dem i Stillehavet, og ignoreret Hitlers krigserklæring fra dec. 1941. Det var jo ikke som om der var den store akutte fare for en transatlantisk invasion herfra – og hvor mange amerikanske liv ville en sådan politik ikke have reddet?

    Om DK i så fald i dag havde heddet Region Nordland i det Storgermanske Rige eller “kun” havde haft fornøjelsen af at være en sovjetisk sattelitstat i 50 år, kan man sikkert også få mange sjove kontrafaktiske timer til at gå med at kontemplere.

    Men heldigvis tænkte de ikke som danskerne. De mobiliserede i lyset af truslen, og nægtede af give efter. Vi skylder vores frihed til de, der som England valgte at kæmpe trods den viden om meget sandsynlige nederlag. Andre gjorde det samme, trods viden om uundgåelige sådan – tilfældende Norge og Holland, og formåede på den måde trods alt at bidrage en smule til den kamp, der alligevel endte med at koste så uendeligt mangere flere amerikanere, russere og englændere livet. I modsætning til DK.

    Imo, er tilfældet DK lettere aparte, fordi nationalopfattelsen er så skizofren. På den ene side hylder man samarbejdspolitikken, men mere end denne hylder vi den modstandsbevægelse, der var dødelige fjender af selvsamme samarbejdspolitik (og omvendt, ej at forglemme..). På den måde ender vi i en sær form for doublethink, hvor vi retrospektivt spiller på to heste i historisk forstand, og syntes begge parter var helt kanon, selvom disses synspunkter altså var hinanden gensidigt udelukkende. Det er en mærkelig form for logik, der kun giver mening retrospektivt.

    Dermed i øvrigt ikke sagt, at jeg mener at de konkrete politikere på lige præcis d. 9. maj handlede voldsomt kritisabelt, stillet overfor en så massiv overmagt. Svigtet var langt mere fundamentalt og kom tidligere, hvor man fravalgte den oprustning, der kunne have gjort reel alliancebygning og afskrækkelse mulig.

    DK har muligvis grund til at anskue det pragmatisk, og se det som dejlig belejligt, at vi kom så uskadt gennem krige, når nu alle de andre gik hen og døde i så stort antal. Men ordene om pusligelandet der hyggede sig i smug, mens hele verden brændte, er ikke desto mindre utroligt rammende og velvalgte.

  2. polyb said, on 12. marts 2010 at 23:53

    Hej Mikkel.

    Tak for en god og interessant kommentar.

    Jeg tror i øvrigt vi har studeret historie sammen i en kort periode for efterhånden mange år siden. Du stoppede vist, hvorfor husker jeg ikke lige. Jeg har også været til et af dine spændende foredrag om Holocaust benægtelse senere hen🙂

    Jeg synes at den åbenlyse forskel i forhold til Storbritannien og USA er, at disse stater, ud fra et realistisk synspunkt, rent faktisk kunne gøre en forskel. Som stormagt kunne Storbritannien af samme grund heller ikke bare i længden undlade at erklære tyskerne krig. “Balance of power” ville så i sidste ende gøre dem selv til ofre. USA er lidt et sjovt eksempel, det er et godt spørgsmål om de rent faktisk havde meldt Tyskland krig, havde tyskerne ikke gjort det.

    Jeg er enig i, at Danmark måske kunne have været i en anden situation i forhold til dette, havde landet haft en anden optagt til krigen, men så er vi over i en masse med erfaringer fra 1. Verdenskrig der skulle have været markant anderledes osv. Desuden havde briterne som nævnt ikke mulighed for at komme os til undsætning som de f.eks. havde i Norge og Holland, omend det slog lidt fejl begge steder.

    Din karateristik af det underlige i den samtidige hyldest til både samarbejdspolitikken og modstandskampen er også meget rammende. Men på mange måder suplerede de to jo alligevel hinanden – f.eks. jævnfør briternes holdning til problematikken i starten af krigen. Det er også en af pointerne i “Danmark besat – Krig og hverdag 1940-45” – at de to på mange måder gavnede hinanden i forskellige situationer.

  3. Mikkel Andersson said, on 15. marts 2010 at 08:59

    Hey Polyb,

    Lille verden🙂 Men ja, det skal nok passe, at vi har læst sammen. Jeg begyndte på historie på AU i 2002. Men både at arbejde fuldtids og blive far ved siden af studierne, viste sig noget urealistisk. Så jeg startede igen et par år efter, fik min BA i historie i 2008. Jeg skiftede så retning og er nu ved at færdiggøre overbygningen som cand.public (analytisk journalistik) ved DJH/AU. Jeg håber benægterforedraget var noget ved – har holdt…en del, men jeg kan næsten forestille mig, at det var et Historia arrangerede i sin tid, som du var til? Er på godt og ondt stadig involveret i det morads, men well… whttp://videnskab.dk/content/dk/samfund/holocaust_dode_mennesker_brander_hurtigt

    Mht. om USA ville have erklæret Tyskland krig efter Pearl Harbour selv uden en japansk krigserklæring? Jeg tror det. Fordi de kræfter i USA, der selv med de mest koldblodige analyser i bagagen, var villige til et selv ganske blodigt opgør med fascismen, var de mest fremherskende.

    For mig at se, er problemet, at man tit forsøger at skabe en narrativ, hvor DKs valg d. 9/4 1940 forekommer uomgængligt, og det eneste rationelle valg.
    Hvis det eneste succeskriteire var, at skaffe landets egen befolkning mageligsgt muligt gennem krigen, kan det selvfølgelig godt accepteres, samtidig med man så godter sig over at DK var så smarte, at kunne “nøjes” med at lade alle de andre dø for vores friheds skyld, uden selv at yde det mindste, undtagen til tyskerne, forstås…
    Men selv hvis man betragter det isoleret ud fra sådanne realpolitiske hensyn, ender vi stadig med et paradoks ift. det England, der i sidste ende endte med at sikre et ikke-totalitært Vesteuropa. For hvis det er forståeligt at ofre nationens selvbestemmelse for at undgå døde borgere (som DK), må det vel deraf følge, at det ikke er mindre forståeligt, at (måske) ofre et imperie men stadig bevare selvbestemmelse, samtidig med man _også_ undgår døde borgere Så hvis DKs valg er forståeligt ud fra de kriterier, bliver Englands vel kun så meget desto mere uforståeligt? For englænderne gjorde jo det modsatte af DK. I en situation hvor man _kunne_ have ageret som DK og undgå krig, valgte man i stedet at satse alt på en stadig mere desperat og tilsyneladende aldeles udsigtsløs kamp mod et fascistisk rædselsregime, der – specielt i 1940 – kun syntes at sættes Engtlands egen eksistens som fri nation på spil.

    Mht. optakten, så tror jeg også England havde stillet sig noget anderledes an til bistand hertil, hvis DK havde mobiliseret og demonstreret en reel forsvarsvilje, og vist at man var villig til andet og mere end at ageret passiv trædesten på vejen til Norge.

    Der er ingen tvivl om, at de to holdninger – samarbejdspolitikken og modstandbevægelsen – gavnede hinanden, omend jeg nu mest hælder til at mene, der var sidstnævnte, der – aldeles ufortjent – gavnede førstnævnte. Det ændrer dog ikke ved, at det skaber den noget kyniske skizofreni i den danske nationalkarakter, hvor modstandsbevægelsen kan bruges som figenblad for det åbenøjede og totale knæfald for fascismen, som både den danske befolkning og de danske politikere reelt foretog i 1940.

  4. polyb said, on 15. marts 2010 at 20:06

    @Mikkel
    Jeg håber benægterforedraget var noget ved – har holdt…en del, men jeg kan næsten forestille mig, at det var et Historia arrangerede i sin tid, som du var til? Er på godt og ondt stadig involveret i det morads, men well… whttp://videnskab.dk/content/dk/samfund/holocaust_dode_mennesker_brander_hurtigt

    Det var helt bestemt noget ved – fedt at du stadig er i gang.

    Mht. artiklen på videnskab.dk, så er benægternes ihærdighed godt nok bemærkelsesværdig. Det er nærmest uvirkeligt🙂

    Men selv hvis man betragter det isoleret ud fra sådanne realpolitiske hensyn, ender vi stadig med et paradoks ift. det England, der i sidste ende endte med at sikre et ikke-totalitært Vesteuropa. For hvis det er forståeligt at ofre nationens selvbestemmelse for at undgå døde borgere (som DK), må det vel deraf følge, at det ikke er mindre forståeligt, at (måske) ofre et imperie men stadig bevare selvbestemmelse, samtidig med man _også_ undgår døde borgere Så hvis DKs valg er forståeligt ud fra de kriterier, bliver Englands vel kun så meget desto mere uforståeligt?

    Jeg er uenig i at Storbritannien kunne have valgt den samme strategi ud fra samme rationale. Landet havde ikke i længden kunne overleve, havde man overladet kontinentet til tyskerne. Både Danmark og Storbritannien var gået til i længden uden kamp, men i modsætning til Danmark havde Storbritannien en reel mulighed for at tage denne kamp op. Hvis de sad udenfor, så ville det, i modsætning til Danmarks overgivelse, have betydet tysk kontrol over Vesteuropa.

    I bund og grund diskuterer vi vel ud fra en realistisk vs. liberalistisk tilgang til international politik. Der er ingen moral i international politik – skal man tro den realistiske skole. Helt så konsekvent er jeg dog ikke helt selv, og hælder mere til en konstruktivistisk tilgang. Lige præcist i tilfældet, besættelsen af Danmark, synes jeg dog realismen giver god mening.

    Mht. optakten, så tror jeg også England havde stillet sig noget anderledes an til bistand hertil, hvis DK havde mobiliseret og demonstreret en reel forsvarsvilje, og vist at man var villig til andet og mere end at ageret passiv trædesten på vejen til Norge.

    Det er jeg ikke sikker på – Danmark er simpelthen ikke muligt at forsvare imod en overlegen fjende fra syd. Vi har ingen naturlige forsvarstillinger osv. Det ville, selv hvis de var opsat derpå, ikke være muligt for Storbritannien at komme os til hjælp før vi var løbet over ende. En alliance med Sverige kunne måske omvendt have gjort en forskel – og det var da også en sådan Danmark var mest opsat på efter krigen, hvor vi dog endte i NATO, da svenskerne ikke viste sig interesseret nok i en skandinavisk alliance.

  5. R.H. Iversen said, on 15. marts 2010 at 22:28

    En lille kommentar specifikt rettet imod din fremstilling af “Invasionen”, som du selv kalder den.

    Du begår den for danske historikere typiske synd, at anskue situationen med rent danske øjne. I stedet kan man med fordel anlægge et noget mere internationalt perspektiv.

    -Operation Weserübung var planlagt af den tyske flåde på baggrund af plankomplekser lagt allerede under 1 VK. mhp. at opnå de baser, der ville muliggøre en mere effektiv ubådskrig imod Storbritannien, samt udelukke Ententen/de Allierede fra den tyske flådes
    baseområder i Baltikum. Den tyske hær og luftvåben havde meget lidt med dette at gøre (Luftvåbnet var dog inde og sætte deres aftryk på planerne senere ifbm. ønsket om erobringen af fremskudte flybaser). Hæren havde ingen interesse i Weserübung og stillede bevidst så få divisioner og brigader som den overhovedet kunne slippe afsted med til rådighed for planens gennemførelse (og de mest utrænede og nyligt opstillede enheder dertil).

    -Selve planen for Weserübung var overordentlig dumdristig og afhængig af, at de indledende faser gik perfekt. Enver afvigelse eller forsinkelse af den overodnede plan kunne betyde fatale konsekvenser i den skarpe ende. Planen var f.eks. afhængig af, at det tyske luftvåben kunne kompensere for den tyske flådes kvalitets og talmæssige underlegenhed overfor de allieredes ditto. Den var også afhængig af, at flere simultane troppelandsætninger og forskydninger, der fandt sted forskudt i rum (og til dels tid) forløb perfekt.

    -Sådan som Weserübung historiskt forløb, var det lige til øllet. Kampene omkring Narvik var tæt på at udvikle sig til en katastrofe og de norske enheder der nåede at mobilisere ydede stiv modstand. Samtidig decimerede søslagene omkring Norges kyster den tyske flådes mindre kampenheder for resten af krigen. Det der reelt reddede tyskerne fra fisko var at kampene trak ud i over en måned hvilket gjorde, at de allierede ekspeditionskorps måtte trækkes tilbage, fordi den afgørende kamp på Vestfronten begyndte i starten af maj 1940. En afgørelse gennemtvunget til Tysklands ufordel skal således ske før dette tidspunkt.

    -Mere aktiv dansk modstand ville have forøget chancerne for en tysk fiasko i Norge. Selv hvis det danske militær havde nøjedes med passive foranstaltninger (søminering af bælterne, planlagt ødelæggelse af nøgeleinfrastruktur som den nord-syd gående jyske jernbane og de større flyvepladser i Jylland) og derefter havde handlet som det gjorde historiskt d. 9 April og ydet symbolsk modstand, ville meget have været vundet og chancerne for, at Norge ville have kunnet holde ud, ville have været forøget. Men sådan gik det jo som bekendt ikke….

  6. polyb said, on 16. marts 2010 at 14:08

    @R.H. Iversen

    Mange tak for din kommentar🙂

    -Mere aktiv dansk modstand ville have forøget chancerne for en tysk fiasko i Norge. Selv hvis det danske militær havde nøjedes med passive foranstaltninger (søminering af bælterne, planlagt ødelæggelse af nøgeleinfrastruktur som den nord-syd gående jyske jernbane og de større flyvepladser i Jylland) og derefter havde handlet som det gjorde historiskt d. 9 April og ydet symbolsk modstand, ville meget have været vundet og chancerne for, at Norge ville have kunnet holde ud, ville have været forøget. Men sådan gik det jo som bekendt ikke….

    Jeg er overordnet set enig i de fleste af dine betragtninger – problemet er bare, som jeg ser det, at vi så er lidt tilbage i det med erfaringerne. Man var jo bange for at sådanne foranstaltninger ville provokere tyskerne, og dermed kompromittere neutraliteten – en neutralitet man havde gode erfaringer med og dermed forhåbninger til. Derudover, så blev flyvepladserne jo, så vidt jeg husker, indtaget ret hurtigt med faldskærmstropper, og spørgsmålet er hvorvidt man havde kunnet nå at ødelægge dem. Med hensyn til jernbanerne, så mener jeg ikke, at nogle af invasionsstropperne til brug i hverken Norge eller til selve invasionen af Danmark, blev transporteret heraf – det er muligt jeg tager fejl. Invasionsstyrken i Norge blev fragtet af Kriegsmarinen direkte fra Tyskland – foruden også her nogle faldskærmstropper.

  7. R.H. Iversen said, on 16. marts 2010 at 22:00

    Du overser bekvemt det faktum at lignende forsvarsforanstaltninger var blevet iværksat ved 1 VKs. udbrud og havde dannet basis for den neutralitet som du selv siger man havde så gode erfaringer med. Den tyske flåde havde måttet opgive sine planer imod Danmark under 1 VK netop fordi man ikke kunne være sikker på at nedkæmpe den danske sikringstyrke med de midler som hæren, der reelt var den drivende faktor i den tyske krigsstrategi, var villig til at stille til rådighed. Din bekymring om, at lignende neutralitetsforanstaltninger skulle have provokeret Tyskland ved 2. VKs udbrud er derfor grundfalsk. Den reelle grund var selvfølgelig, at de Radikale ikke ønskede at forsvare Danmark med militære midler. Og derved blev det.

    At flyvepladserne (og anden nøgleinfrastruktur som f.eks. Masnedøfortet ved Storstrømsbroen) blev indtaget hurtigt vha. faldskærmstropper er naturligvis korrekt. Men der var et betydeligt operativt og taktisk varsel forud for deres indsættelse. Allerede d. 4 april var det tyske angrebstidspunkt blevet røbet og i 12-24 timer inden iværksættelsen af Weserübung var der umiskendelige tegn på, at det tyske angreb var umiddelbart forestående. Man havde således al den tid der overhovedet ville have været nødvendig til at forberede ødelæggelsen (eller endda forsvaret) af disse nøglepunkter. Den eneste grund til at selv disse minimumsforsanstaltninger ikke blev iværksat, var pga. af den radikalt støtede regerings manglende tro på nytten af militære foranstaltninger.

    Det er også korrekt at den indledende bølge af tyske tropper blev fragtet direkte til Norge. Men indtil den erobrede Fornebu lufthavn nær Oslo var blevet sikret og brugbar, var de fly der var baseret på på Aalborg flyveplads det eneste der sikrede tysk luftoverlegenhed over Sydnorge (det tyske flyvevåbens hovedjager BF 109 havde meget kort rækkevidde). Fly der var operative allerede om morgenen den 9. april takket være den intakte erobring af flyvepladsen. Herudover var også bombefly baseret her. Denne flyveplads fik naturligvis sine logistiske fornødenheder via jernbanen. Hvis den jyske jernbane var blevet ødelagt (f.eks. ved at sprænge broerne over Gudenåen) ville det have været svært for tyskerne at operere Aalborg flyveplads på maksimum kapacitet.

  8. polyb said, on 17. marts 2010 at 14:06

    @R.H. Iversen
    Du overser bekvemt det faktum at lignende forsvarsforanstaltninger var blevet iværksat ved 1 VKs. udbrud og havde dannet basis for den neutralitet som du selv siger man havde så gode erfaringer med. Den tyske flåde havde måttet opgive sine planer imod Danmark under 1 VK netop fordi man ikke kunne være sikker på at nedkæmpe den danske sikringstyrke med de midler som hæren, der reelt var den drivende faktor i den tyske krigsstrategi, var villig til at stille til rådighed. Din bekymring om, at lignende neutralitetsforanstaltninger skulle have provokeret Tyskland ved 2. VKs udbrud er derfor grundfalsk. Den reelle grund var selvfølgelig, at de Radikale ikke ønskede at forsvare Danmark med militære midler. Og derved blev det.

    Jeg er ikke helt enig i grundlaget for din sammenligning med 1. Verdenskrig, og derfor uenig i at bekymringen skulle være grundfalsk. F.eks. var det jo netop tyskerne der under 1. Verdenskrig krævede de danske bælter mineret, i øvrigt i strid med de proklamerede neutralitetsregler. Det er altså derfor ikke korrekt direkte at sammenligne med en situation hvor man ligger miner til gene for tyskerne. Sikringsstyrken var også i allerhøjeste grad placeret på Sjælland og især omkring København, og ville altså ikke blive set som en provokation/trussel på samme måde som en militær opbygning i Jylland kunne blive det.

    I øvrigt var det en Venstre-regering der, i 1922, kickstartede nedrustningen af forsvaret – væk fra et eksistensforsvar og over til et neutralitetsværn. Det er korrekt at Socialdemokratiet og de Radikale i 1932 skar det yderligere ned. Efter Hitlers magtovertagelse stoppede man dog denne nedskæring og fik senere sat en modernisering af forsvaret i gang. At det nok var for lidt for sent, kan man sagtens indvende.

    Allerede d. 4 april var det tyske angrebstidspunkt blevet røbet og i 12-24 timer inden iværksættelsen af Weserübung var der umiskendelige tegn på, at det tyske angreb var umiddelbart forestående. Man havde således al den tid der overhovedet ville have været nødvendig til at forberede ødelæggelsen (eller endda forsvaret) af disse nøglepunkter. Den eneste grund til at selv disse minimumsforsanstaltninger ikke blev iværksat, var pga. af den radikalt støtede regerings manglende tro på nytten af militære foranstaltninger.

    Jeg køber ikke den tolkning, at man med vilje skulle have ignoreret disse advarsler af politiske grunde. For mig at se er det en efterrationalisering, med det formål at miskrediterer de Radikale. Det er lidt i samme boldgade som konspirationsteorien omkring mødet i Rostock. Da man drøftede advarslerne fra 4. april, i øvrigt også sammen med værns cheferne, var der f.eks. modstridende oplysninger fra Oslo og Stockholm, der tydede på at disse var rygter. Man nåede frem til, at et angreb ikke ville blive foretaget uden at der først var blevet stillet et ultimatum. Man mente netop her, at indkaldelse af sikringsstyrken omvendt kunne ses som en provokation imod tyskerne – og dermed en undskyldning for et angreb. Mange ting er givet gået galt, og der har været mange modstridende oplysninger hvoraf nogle givet er tolket forkert – men bare at skubbe det ned til at det var en Radikal ideologisk baseret beslutning, er for mig at se forkert.

  9. R.H. Iversen said, on 17. marts 2010 at 14:28

    Hæh.

    Sikringsstyrke eller ej, så ville selv passive foranstaltninger kunnet have haft en afgørende effekt. Intet blev gjort. At det danske forsvar var forsømt i mellemkrigsårene og hvem der var ansvarlig for det er i denne sammenhæng ligegyldigt, omend det vil være af betydning hvis man vil postulere, at det danske forsvar ville have kunnet afvise et tusk angreb alene. Det har aldrig være mit ærinde.

    Ingen efterrationalisering. De Radikale gjorde blot hvad de ville have gjort allerede under 1 VK hvis de havde haft politisk mulighed for det (det havde de ikke dengang fordi de var bundet af at skulle administrere 1909 forsvarslovene hvilket de tøvende gjorde i praksis, omend ikke i ånden😉 ). Selve beslutningsprocessen ifbm. det militære beredskab op til besættelsen var sjovt nok emnet for en eksamensopgave i historisk metode ved KU for en del år siden. Når du rent faktisk læser kilderne bliver det klart, at de Radikale (og til dels deres regeringspartnere i Socialdemokratiet) handlede som de gjorde fordi de i bund og grund ikke troede på, at Danmarks militære ressourcer kunne nytte nogetsomhelst. De håbede indtil det sidste på, at det tyske angreb ville gå Danmark forbi hvis bare man var villig til at spille “død”. Denne beslutning var naturligvis drevet af ideologiske og ikke politiske hensyn (andre nabolande til Tyskland som f.eks. Holland og Belgien iværksatte deres egne neutralitetssikringer uden tysk indvending. Der er intet der taler imod, at Danmark ikke skulle have kunnet gøre det samme). Holdningen i regeringen (især blandt de Radikale) var, at militær modstand i en længere periode ville føre til landets ruin og derfor måtte forhindres. I stedet for skulle neutralitetsbruddet “markeres” i form af en kort kamp, der ikke ville kunne sætte landets og dets borgeres eksistens på spil. Hvilket var præcist hvad der skete den 9. April. Der er således næsten perfekt kongruens imellem den ideologiske intention og hvad der reelt skete. Dette er ikke udtryk for nogen konspiration, eller at regeringen “solgte” landet til tyskerne. Det er en simpel konstatering af, at der var en sammenhæng imellem intention og handling.

  10. polyb said, on 17. marts 2010 at 15:12

    @R.H. Iversen
    Jeg synes du blander tingene lidt sammen nu – at man har en grundholdning om, at det ikke vil nytte noget at sætte sig imod, er jo ikke ensbetydende med at man derfor med vilje ignorerer advarsler osv.

    Din tolkning af beslutningsprocessen passer ikke ret godt overens med beskrivelsen i f.eks. “Danmark Besat – Krig og hverdag 1940-45”.

    Hvis der reelt skulle så lidt til at redde Norge som du giver udtryk for, hvorfor skulle “markeringen af neutralitetsbruddet” så ikke kunne indeholde disse tiltag? Mon ikke der skulle lidt mere til? At man skulle være ligeglad med Norge, på trods af at der skulle så lidt til, forekommer mig meget usandsynligt. En langt mere logisk forklaring (og som også er den jeg finder i det litteratur jeg har læst) er, at man reelt var bange for at forskellige handlinger ville blive tolket forkert af tyskerne. Om dette så måske var en, set tilbage, forkert beslutning, kan jeg sagtens tilslutte mig – men at det hele skulle være med vilje, og af ideologiske årsager, tror jeg simpelthen ikke på.

  11. R.H. Iversen said, on 17. marts 2010 at 16:20

    Jeg taler ikke på noget tidspunkt om bevidst ignorering af advarsler, det er noget du skyder mig i skoene😉

    Jeg taler om, at man bevidst undlader at iværksætte selv de mest basale militære modforanstaltninger af ideologiske årsager, ikke at man bevidst ignorerer truslen (som var nærværende og erkendt i starten af april).

    Markeringen af neutralitetsbruddet kunne potentielt godt have inkluderet de ødelæggelser af infratrukturen som jeg omtaler ovenfor, men gjorde det ikke. Dette til trods for, at danske gemeralstabsstudier allerede i 1930´erne (korrekt) havde identificeret de lokationer og områder som tyskerne ville kunne have en interesse i at udnytte (både imod England og imod Norge). Forklaringen på dette er muligvis, at regeringen var så optaget af at sikre sig, at det danske militær ikke gjorde noget der kunne tolkes “provokerende” og derfor holdt det i stramme tøjler. En sekundær og supplerende forklaring er, at regeringen heller ikke var specielt glade for at inddrage den militære sagkunskab i beslutningsprocessen op til den 9. april (hvorfor skulle man dog fra de civile lederes side også gøre dette, hvis det danske militærs bidrag alligevel blev regnet som ligegyldigt?).

    Til slut er det værd at bemærke, at frygten for at “provokere” tyskerne også dybest set bundede i den ideologiske overbevisning om det danske militærs manglende værdi. Hvis du har en tillid til og en bevidsthed om, at den militære indsats kan have potentiel nytte, vil du naturligvis i højere grad være villig til at acceptere negative virkninger forbundet med en mere aktiv defensiv positur overfor tyskerne. Hvis du derimod er af den grundholdning, at det danske militær ingen værdi har, vil enhver militær manøvre, selv den mest basalt defensive af slagsen, jo implicit være en farlig og unødvendig provokation af tyskerne.

  12. polyb said, on 17. marts 2010 at 16:52

    @R.H. Iversen
    Jeg taler ikke på noget tidspunkt om bevidst ignorering af advarsler, det er noget du skyder mig i skoene😉

    Jeg taler om, at man bevidst undlader at iværksætte selv de mest basale militære modforanstaltninger af ideologiske årsager, ikke at man bevidst ignorerer truslen (som var nærværende og erkendt i starten af april).

    At ignorerer advarslen, eller at ignorerer truslen? Men ok, fair nok🙂

    For at det skulle være korrekt, at man bevidst undlod modforanstaltninger af ideologiske årsager, så kræver det jo bare at disse modforanstaltninger rent faktisk var mulige at foretage uden konsekvenser.

    Markeringen af neutralitetsbruddet kunne potentielt godt have inkluderet de ødelæggelser af infratrukturen som jeg omtaler ovenfor, men gjorde det ikke. Dette til trods for, at danske gemeralstabsstudier allerede i 1930´erne (korrekt) havde identificeret de lokationer og områder som tyskerne ville kunne have en interesse i at udnytte (både imod England og imod Norge). Forklaringen på dette er muligvis, at regeringen var så optaget af at sikre sig, at det danske militær ikke gjorde noget der kunne tolkes “provokerende” og derfor holdt det i stramme tøjler.

    Jeps, det er vi slet ikke uenige i – uenigheden består I hvorfor man undlod at gøre det. Jeg tror ikke på at det er et bevidst ideologisk valg, men at det er et valg der bunder i en frygt for at provokere en invasion som man reelt troede på kunne forhindres.

    Jeg har i øvrigt lige genlæst Kirchhoffs afsnit i “Samarbejde og modstand under besættelsen” omkring invasionen og her kommer han også ind på Norge problematikken. Kirchhoff kan vist ikke ligefrem betegnes som en fortaler for samarbejdspolitikken. Ifølge hans argumentation, ville en besættelse af Norge højst sandsynligt ikke kunne være forhindret – han nævner blandt andet, som jeg var inde på, at det strategiske tyngdepunkt (Aalborg) blev taget fra luften tidligt om morgenen og at tyskerne havde flere reserver der kunne sættes ind. Han nævner også, som du er inde på, sprængning af jernbaner, broer og havne – men skriver hertil at noget sådant ifølge regeringens syn ville provokere tyskerne, en frygt han giver regeringen ret i, da ødelæggelse af infrastrukturen ville have ramt ind i tyskernes formål med besættelsen.

    Til slut er det værd at bemærke, at frygten for at “provokere” tyskerne også dybest set bundede i den ideologiske overbevisning om det danske militærs manglende værdi. Hvis du har en tillid til og en bevidsthed om, at den militære indsats kan have potentiel nytte, vil du naturligvis i højere grad være villig til at acceptere negative virkninger forbundet med en mere aktiv defensiv positur overfor tyskerne. Hvis du derimod er af den grundholdning, at det danske militær ingen værdi har, vil enhver militær manøvre, selv den mest basalt defensive af slagsen, jo implicit være en farlig og unødvendig provokation af tyskerne.

    Det er helt sikkert muligt, men så er vi jo bare igen lidt tilbage i det med erfaringerne og en masse ting helt tilbage fra før 1.Verdenskrig der skulle have forløbet anderledes.

  13. polyb said, on 11. april 2010 at 22:18

    Henrik Gade Jensen har skrevet et interessant blogindlæg omkring 9. april :

    http://blogs.jp.dk/slipfrihedenloes/2010/04/08/aldrig-mere-en-9-april/

    Som en sjov detalje, så tog det kun omkring 3 timer fra han postede sit indlæg, indtil kommentarerne (nummer 3 i rækken) omhandlede muslimerne. Herefter går det selvfølgeligt løs i den samme retning som altid. De Radikale var nogle landsforrædere dengang, og de er det stadigvæk i dag. Dengang var de venner med nazisterne, nu er de venner med muslimerne (som er nazister).

    Suk, man bliver så træt af det i længden…

  14. […] Se eventuelt også : Berlingske og det borgerlige Besættelsen – hvad nu hvis? […]

  15. […] Se eventuelt også : Besættelsen – hvad nu hvis? […]

  16. Mikkel søndergaard said, on 2. juni 2015 at 09:44

    jeg har to spørgsmål til min eksamen som lyder”Hvilke vigtige begivenheder skete der den 9 april 1940?” og ”hvad kunne politikerne have gjort anderledes’?” nogen der vil hjælpe?


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s