Tanker om politik og historie…

Intellektuel uhæderlighed

Posted in Højrefløjen by polyb on 23. april 2010

Morten Uhrskov Jensen angriber i et blogindlæg en masse mennesker, som man må gå ud fra er alle de der ikke deler hans synspunkter i den allestedsværende muslim-debat, for at være “intellektuelt uhæderlige”.

Skulle man, selv efter at have læst bare et enkelt af mandens indlæg, være i tvivl om hvad det er for holdninger i den debat, der åbenbart er “intellektuelt hæderlige”, så drejer det sig selvfølgelig om dem man også finder repræsenteret på højrenationale, eller såkaldt “islam-kritiske”, blogs som Uriasposten og Snaphanen.

Hvordan er man så “intellektuelt uhæderlig” ifølge “intellektuelt hæderlige” Morten Uhrskov?
Jo, det er man hvis man har adgang til de relevante oplysninger, men alligevel drager de forkerte konklusioner. Der er altså åbenbart en form for matematisk logik indblandet i denne samfundsdebat – X oplysninger giver konklusion Y. Kommer du frem til konklusion Z, så har du regnet forkert – og det er Morten Uhrskov der sidder med facitlisten.

Som Uhrskov skriver :

De intellektuelt hæderlige er derfor Snaphanen og Uriasposten. De intellektuelt uhæderlige er dem, der har alle muligheder for at skaffe sig information, men som bevidst vælger at negligere, at fornægte, at tilsvine, at gøre i det hele taget alt, blot ikke det, de burde, den overvældende bevismængde taget i betragtning.

Vi må altså gå ud fra, at Uriaspostens og Snaphanens bagmænd er stjerne eksempler på mennesker, der skaffer sig alt information på et område, ikke negligerer noget, ikke tilsviner deres modstandere og i det hele taget gør alt det de, som “intellektuelt hæderlige”, skal gøre.

Men er det nu også rigtigt?
Besøger man disse sider jævnligt, eller blot af og til, hvilket undertegnede må tilstå at have en eller anden uforklarlig fetish der resulterer i, så er det bestemt ikke informations mangfoldigheden der springer en i øjnene.

Tværtimod negligerer man på disse sider alt der kunne pege i modsat retning af det billede man forsøger af fremstille. Du vil ikke finde indlæg, hvor muslimer bliver fremstillet positivt, hvor eksempler på integrationspolitiske tiltag med positiv effekt fremstilles eller, for Uriaspostens vedkommende, med eksempler på at medierne har fremsat højreorienterede holdninger. Tværtimod kan du være 100% sikker på, at hvad end der en given dag er foregået rundt omkring i verden, så vil du altid finde mindst 3-5 indlæg om nogle muslimer, eller “kulturradikale”, der har foretaget sig noget kritisabelt.

Tilsvininger af politiske modstandere vil du derimod selvfølgelig finde, både i selve indlæggene, men da især i kommentarsporet. Uenighed betegnes ikke sjældent direkte som “landsforræderi” og des lige. Politiske modstandere påklistres prædikater som “dhimmi”, “venstreloonie”, “halal-hippie” osv. – opfindsomheden er stor. Bloggenes bagmænd bruger ikke selv de værste gloser, men det jo ikke ensbetydende med at de ikke sviner deres modstandere til. Som Uhrskov selv siger i et interview til 180grader.dk, så kommer de direkte ubehøvlede tilsvininger jo oftest fra mennesker der ikke har…

…gået på Journalisthøjskolen eller taget en 5-årig cand.mag.-uddannelse, hvor de har lært at svine hinanden til på en høvisk måde.

“Intellektuelt hæderlige” mennesker, som bagmændene bag Uriasposten og Snaphanen, tilsviner selvfølgelig også deres politiske modstandere. De gør det bare oftest på en mere “høvisk måde”.

Hvad kan man så konkludere ud fra alt det?
Morten Uhrskov Jensen skyder sine egne kilder, og dermed sig selv, ned med sin definition af “intellektuel uhæderlighed” og sin kritik af mennesker, der er uenige med ham på hans favorit (eller er det hans eneste?) område. Uriasposten, Snaphanen og endda Uhrskov selv, gør sig alle skyldige i præcist de ting Uhrskov angriber andre for. Hvem er så den eller de “intellektuelt uhæderlige”?

4 kommentarer

Subscribe to comments with RSS.

  1. peter kocsis said, on 23. april 2010 at 23:30

    POLYB

    Jeg håber du lagde mærke til en lille detalje i diskussionen på Uhrskovs blog.

    Sagen er den, at efter Uhrskov havde rost Uriaspostens intellektuelle hæderlighed til skyerne, tillod jeg mig at lave et indlæg hos Uhrskov, der udelukkende bestod af CITATER fra nogle af kommentatorerne på Posten.

    Til min store overraskelse blev denne indlæg, der altså udelukkende citerede den blog, Uhrskov lige havde rost til skyerne, lynhurtigt slettet fra bloggen!

    Efter jeg udtrykte min forbløffelse, svarede Uhrskov:

    “Kære Peter Kocsis

    Du er rigtig dårligt kørende i dag. Jeg har slettet nogle svinske kommentarer, du har gengivet, ikke af blogskriveren, men af personer, der har kommenteret et indlæg.

    Du er noget af det mest uvederhæftige, jeg tror at have mødt på denne blog.

    Med venlig hilsen
    Morten Uhrskov ”

    Kort sagt, de blogge som Uhrskov begejstret henviser til som intellektuelt hæderlige, har samtidigt indlæg, der er så svinske, at Uhrskov ikke mener, at læsere af hans egen blog kan tåle at blive udsat for dem! Han censurerer udsagn fra hans egne yndlingsblogs!

    Kan man drive den intellektuelle uærligheds uvederhæftighed højere?

  2. polyb said, on 24. april 2010 at 08:40

    Hej Peter

    Tak for din kommentar – hehe, den er meget sigende for Uhrskovs selvmål. Det er også meget sigende at han aldrig svarer tilbage på de indlæg der giver ham modstand derinde, og hvis han endelig gør, så er det som regel bare ved at feje kritikken til side med et person angreb – som når han kalder dig “uvederhæftig”.

    Et andet eksempel på mandens “intellektuelle hæderlighed” har jeg skrevet om her :
    https://polyb.wordpress.com/2010/03/12/we-have-a-winner/

  3. peter kocsis said, on 24. april 2010 at 17:13

    Hej Polyb-

    Samme slags “intellektuelle hæderlighed” kan du finde i næsten alle mandens indlæg.

    Desuden er Uhrskov , så vidt jeg ved, den eneste af bloggerne på de større dagblade, der går så vidt til at begå ikke blot grov CITATFUSK , men også ovenikøbet fra de artikler, han selv lige har linket til. Jeg har flere gange påvist dette i hans blogs, men som en vaneforbryder bliver han bare ved og ved, tilsyneladende fordi han ved, at den tilhængerskare , som er hans målgruppe, er fuldstændigt ligeglad med, om det han serverer ,er fakta eller fiktion,bare det kan tilfredstille deres irrationelle had og fordomme.

  4. […] Se eventuelt også : Kim Møller støtter White Pride projekt! Artificial Intelligence (AI) Intellektuel uhæderlighed […]


Skriv en kommentar