JP socialdemokrater
I forbindelse med den højreorienterede amerikanske nyhedskanal Fox News benytter man i den amerikanske politiske debat til tider begrebet “Fox News Liberal”. Udtrykket hentyder i værste fald til en form for stråmænd, altså såkaldte “demokrater” der optræder som “opponenter” til republikanske kommentatorer i Fox News debatprogrammer, men i virkeligheden blot er nikkedukker, der giver udtryk for enighed i forhold til den stærkt konservative dagsorden, eller fremsætter dårlige og nemt nedskydelige modargumenter til selvsamme. I bedste fald hentyder udtrykket til reelle og godtroende demokrater, der dog er udvalgt specifikt som opponenter pga. deres generelt “svage”, eller konfliktsky, personligheder, som gør dem til lette ofre for den bølleadfærd personligheder som Sean Hannity eller Bill O’Reilly lægger for dagen.
Et af de bedste eksempler på en “Fox News Liberal” er den politiske kommentator Alan Colmes. Colmes er især kendt som modparten til Sean Hannity, eller sidstnævntes “sidekick” om man vil, i debatprogrammet Hannity & Colmes på Fox News. Ifølge Fox selv er Colmes en “hard-hitting liberal”, men det er ikke just opfattelsen hos de fleste liberale selv. Den liberale komiker, senator og politiske kommentator Al Franken har f.eks. på humoristisk vis konsekvent trykt “Colmes” med små bogstaver, og “Hannity” med store bogstaver, når han, i sin i øvrigt meget anbefalelsesværdige satiriske bog “Lies and the Lying Liars Who Tell Them”, omtaler showet.
Spørgsmålet er, om man kan iagttage lidt samme fænomen i Danmark?
I Jyllandspostens blog-sektion finder vi “Konflikten”, en blog drevet i fællesskab af to selverklærede socialdemokrater, Troels Heeger og Søren Villemoes. Det er dog ikke ligefrem en venstreorienteret agenda der springer en i øjnene hvis man følger lidt med på bloggen. Bevares, Heeger og Villemoes har bestemt ret i en del af det de skriver, og er også generelt enormt velinformeret og læseværdige, men det kan ikke undgå at undre, at det oftest er partier eller politikere fra venstrefløjen der står for skud, eller problematikker, som generelt må betegnes som højrefløjens mærkesager der tages op, samtidig med at højrefløjens løsningsmodeller hertil i større eller mindre grad agiteres for eller retfærdiggøres.
Lad os prøve kort at opsummere de af duoens indlæg der p.t. er at finde på forsiden af deres blog på Jyllandspostens sider :
8. maj, 2010 – Radikal kurs mod intetheden
– De Radikale er virkelighedsfjerne
– venstreorienteret nypolitik er noget værre noget
19. april, 2010 – Ligestilling – helst for overklassen
– Socialdemokratiet er elitefikseret
– vi skal forresten huske at fokusere på muslimerne
2. april, 2010 – Væk med racismeparagraffen
– Racismeparagraffen bør afskaffes
28. marts, 2010 – Hvorfor Helle ikke fatter tørklædet
– husk nu muslimerne
– venstrefløjens nypolitiske “ekstremister” er værre end højrefløjens selvsamme
18. marts, 2010 – Dengang Politiken forsvarede ytringsfriheden
– Politiken er en værre avis
– Tøger Seidenfaden (“selveste” ham) støttede engang ytringsfriheden
– det var forresten i en sag om de dersens muslimer, tilbage i 1994
2. marts, 2010 – Politikens forlig markerer et historisk lavpunkt
– Politiken er en værre avis
– Politiken er mere “holdninger” end “journalistik” (i modsætning til hvad?)
– Politiken er Danmarks “Fox News” (apropos)
26. februar, 2010 – Politiken sælger ud af ytringsfriheden
– Politiken er en værre avis
5. februar, 2010 – Nej til apartheid i danske skoler!
– kulturradikale tillader apartheid på danske skoler
– muslimerne er på den igen igen…
– er det Teheran eller København vi bor i?
11. januar, 2010 – Wulffmorgenthaler lyver
– Politiken er en værre avis
Er det direkte højreorienterede holdninger der konsekvent gives udtryk for i disse indlæg?
Nej, det er det da bestemt ikke, og personligt er jeg da, som nævnt, også enig i en hel del af det Heeger og Villemoes skriver, men ikke des jo mindre er der tale om at skytset næsten konsekvent er rettet imod “egen side”, fremfor imod hvem man vel må gå ud fra er deres største politiske modstandere, deres påståede ståsted taget i betragtning. Samtidig er det nærmest konsekvent “muslimerne” der er på dagsorden.
Det er klart, at bloggen handler om “dansk kulturkamp og politik”, men denne kamp er altså andet og mere end dette efterhånden allestedsværende emne. Selvfølgelig skal man kritisere egen side, når denne tager fejl eller laver fejl, men når frekvensen er så høj, og når kanonen stort set aldrig vendes rundt og skyder efter mindst ligeså store problemer på højrefløjen, så kan man til sidst ikke undgå at undre sig over hvem “egen side” egentlig er?
Tanker om politik og historie... 
Jeg tror, at vi skal tilbage til socialisten Kåre Bluitgens bemærkninger i forlængelse af Muhammed-krisen:
Du blev en del af den diskussion i hele verden, og du kom til at stå et andet sted, end der hvor de fleste socialister stod ?
Jo, det var jo rystende at se. Hvis man kender socialismens historie, sin Danmarks historie bare 150 år baglæns, så ved man at det altid er venstrefløjen, der har talt imod religion. Det har været vores grundlag. Det er starten på al kritik, som Karl Marx siger. Det var rystende at se, at nu stod den pludselig frem og forsvarede det yderste af islams højrefløj, den fascistiske del. Det var rystende. Omvendt har det måske været med til at rykke noget.
Forstår du hvorfor venstrefløjens stillede sig der, hvor den gjorde ?
Jeg forstår det ikke rigtigt. Jeg tror det er en angst for at lade noget gå ud over et mindretal på 1.2 mia muslimer. Men i mine øjne er det folk der slet ikke forstår, hvad det vil sige at være socialist. For det er da i høj grad at forsvare ytringsfriheden, særlig overfor religiøse overgreb. Jeg forstår hverken de kulturradikale eller de såkaldte socialister i denne her sag. Jeg mener at størstedelen af den danske venstrefløj stormede mod højre og det gjorde de for at tilfredsstille de religiøse strømninger, der står så stærkt idag….Selvfølgelig skal vi forsvare ytringsfriheden. Den er jo ikke faldet ned fra himlen, Gudgivet, det er noget vores forfædre har tilkæmpet os i hårde hårde kampe. Det kan vi ikke bare opgive. Vi må blive ved med at skrive og tegne. Konfrontationen vil fortsætte, men man skal blive ved med at overtræde tabuerne.
Summa summarum:
Jeg mener, at Konflikten er en god, klassisk venstreorienteret blog, som tager emner op, som er naturlige mærkesager for en solidarisk venstrefløj.
Den sorteste reaktion i Danmark er ikke den nationalkonservatisme som Dansk Folkeparti står for (de er vel højest den tredje-sorteste), men henholdsvis Islam og multikulturalisme som ideologi (jeg foretrækker selv at kalde det omnikultur, men jeg vandt vist ikke den kamp om ordene).
Jeg kan iøvrigt abefale følgende bøger om emnet:
Kenan Malik – From Fatwa to Jihad
Nick Cohen – What’s Left? How liberals lost their way.
Hej William
Jeg mener, at Konflikten er en god, klassisk venstreorienteret blog, som tager emner op, som er naturlige mærkesager for en solidarisk venstrefløj.
Jeg er ikke direkte uenig. Som nævnt er jeg endda principielt enig i det meste af deres kritik. Problemet er bare, som jeg ser det, ensidigheden – den konsekvente fokus på venstrefløjen. Man går på en måde modpartens ærinde. Venstrefløjen skal bestemt være selvkritisk, men det kan sagtens foregå på en mindre selvdestruktiv måde.
Multikulturalisme (jeg ved ikke om jeg vil kalde det en ideologi) er vel heller ikke noget en klassisk solidarisk venstrefløj som sådan er inkompatibel med – tværtimod. Solidaritet er ikke noget mono-kulturelt. Der er dog helt sikkert en masse følgevirkninger af det multikulturelle samfund, som, i hvert fald pt, er i modsætning til venstreorienteret ideologi.
Det er muligt vi mener noget forskelligt når vi snakker om “multikulturalisme”?
Fik lige læst dit link, og kan se vi har nogenlunde samme idé om hvad “multikulturalisme” er, så bare ignorer mit sidste afsnit ovenfor 🙂
Tak for opmærksomheden!
Det er ingen hemmelighed, at vi mest skyder mod venstre. Og det har vi fra tid til anden begrundet med, at det er her, kulturkampens front er. Vi kan lige så godt indse før end siden, at vi bliver nødt til at have indset nogle helt grundlæggende ting, inden vi får magten igen. Enten skal den universelle del af venstrefløjen have overbevist de andre om, at de har ret, eller også skal den universelle del af venstrefløjen tryne de andre på plads, så deres magt er minimal. Og når jeg siger ‘de andre’, så mener jeg postmoderne multikulturalister, der er det værste, der er sket for venstrefløjen, siden politerne overtog socaldemokratiet.
Jeg synes, at din parallel til Fox News er sjov. Jeg er overraskende ikke helt enig, men det er en sjov parallel. Vi skrev de her ting på konflikten.dk i lang tid inden vi blev headhuntet til JP. Så det er nu ikke fordi, at vi har rettet vores budskab efter læserne.
Desuden ville det have klædt dit indlæg, hvis du havde medtaget følgende indlæg på vores blog:
En opfordring til Trykkefrihedsselskabet: Spring nu ud!
– Trykkefrihedsselskabet er nogle skabsDFere
– Deres forhold til ytringsfriheden er politisk betinget
Hedegaard – Samme gamle l*** på ny dåse
– Hedegaard lukker lort ud
– Hvorfor tager højrefløjen overhovedet en gammel trotskist seriøst?
Jura vs. Moral: Når debatten om irakerne kører af sporet
– Hvorfor både højre- og venstrefløjen er kørt af sporet i debatten om irakerne
Tvangsægteskaber skyldes ikke muslimsk kultur
– Alle muslimhadende sølvpapirshatte tager fejl
Hej Søren, tak for din kommentar 🙂
Du har ret i at de nævnte indlæg måske burde være inkluderet, men jeg blev nødt til at stoppe et sted, og valgte så at fokusere på jeres forside, da denne vel på en måde repræsenterer den nuværende “trend” om man vil.
Jeg kan dog simpelthen ikke forstå hvordan I f.eks. kan mene, at de værdipolitiske “ekstremister” på venstrefløjen er værre end højrefløjens – hvilket er lidt hvad jeg tolker ud af jeres indlæg om Helle Thorning og tørklædet, hvor I mener at der må være mindre ideologisk forskel (“konflikt potentiale”) imellem liberale og højrenationale, end imellem venstreorienterede som jer selv og “multikulturalisterne” (som I kalder dem).
Jeg siger ikke, at de er ‘værre’.
Det mener jeg nu ikke.
Men de er et større problem. ISÆR for venstrefløjen.
De der højreorienterede loonies kan jo i virkeligheden gå hen og styrke venstrefløjen, hvis vi er i stand til at formulere et politisk alternativ, hvor man tager udfordringerne med integration, multikultur, islam osv seriøst. Bliver vi i stand til det, så vil de højreorienterede sølvpapirshatte ikke have en chance. Tværtimod vil dem, der maler Danmarks snarlige forfald i et eller andet civilisationssammenstød på væggen, fremstå tossede (som deres analyser jo også er (se f.eks. Uhrskov)).
Men hvis multikulturalisterne får lov til at lægge linjen, så har vi seriøse problemer. Multikulturalismen som politisk program kan forekomme appellerende for den overfladiske tilskuer, men det er et dødsbo, en bitue og den sikre opskrift på fiasko for enhver, der implementerer det i praksis. Især i Danmark.
Danskerne har jo i det hele taget over en meget bred kam sagt klart og tydeligt vist, at de ikke ønsker nogen form for multikulturalistisk politik.
Dette svinger fra lokalsamfund til lokalsamfund, hvor man f.eks. i København og Århus generelt er positive over for denne tilgang og folk jo nærmest klapper i hænderne af ‘mangfoldigheden’, når Kbhs borgerrepræsentation giver det iranske præstestyre en ny propagandacentral i Nordvest.
Vi bliver nødt til at forstå, at den eneste vej frem er gennem en strikt ikke-multikulturalistisk linje, hvor vi promoverer klassiske oplysningsværdier om lighed, respekt for individets rettigheder, medborgerskab, ligestilling, demokrati, ytringsfrihed, kritisk debat og sekularisme.
Multikulturalismen bringer alt det modsatte, nemlig mangel på respekt for individuelle rettigheder til fordel for grupperettigheder, stærkere tilhørsforhold til ens etniske gruppe end som medborger, manglende kamp for ligestilling blandt kvinder i etniske minoriteter, tabuisering af vigtige politiske emner og øget religiøsitet. Hvis du tænker lidt over det, så er multikulturalisternes program og dem, der kæmper for de universelle oplysningsværdier faktisk diametralt modsatte.
Vi skyder os selv i låret, hvis vi fortsat fokuserer på de højreorienterede loonies, når vi burde gå igang med at bekæmpe de venstreorienterede loonies.
Det er dem, der kommer til at smide den ene kæp i hjulet efter den anden, når Helle Thorning vinder magten ved næste valg.
Tænk over det. Hvor fører det os hen, hvis vi ikke har en politisk alliance til at føre en venstreorienteret politik?
Ingen steder.
Og det er den risiko, vi løber, hvis vi ikke bryder husfreden og tager kampen mod de her venstreorienterede multikulti-ideer så hurtigt som muligt.
Hvis kritikken kun kommer fra højrefløjen mod venstre, så kan multikultierne fortælle sig selv, at de rent faktisk står for venstreorienterede idealer, hvilket de ikke gør, og alt vil fortsætte som hidtil. Vi bliver nødt til at tage konflikten på venstrefløjen.
Det er sådan, Konflikten ser på det. Og det er derfor, at det kan ligne, at vi pisse i egen rede.
@Søren
Tak for din uddybning – vi er skam slet ikke så uenige 🙂
Når det så er sagt, så vil jeg stadig fastholde min kritik af den lidt ensidige skydevinkel – også fordi jeg tror det er kontraproduktivt for jeres agenda. Mens folk er meget tilbøjelige til at lytte til, modtage og bearbejde kritik fra egne rækker, så er præcist det modsatte tilfældet når denne kommer fra hvad der betragtes som store modstandere. Du har sikkert selv oplevet det i forbindelse med diskussioner med det mere ekstreme højre – det er nærmest irrelevant hvilken argumentation og hvilke fakta du smider på bordet, dine konklusioner og idéer vil aldrig blive accepteret, men vil oftest bare lynhurtigt blive fejet ud til siden – gerne med tilhørende personangreb og stempling af din person.
Med jeres lidt ensidige fokus på kritik af venstrefløjen, så risikerer I at havne i samme situation. I vil af en del af det publikum jeres agenda gerne skulle omvende, ende med at blive betragtet som så store modstandere, at jeres argumentation og idéer ikke længere lyttes til, men bare fejes ud til siden som noget ligegyldigt der kommer fra “de der umulige mennesker fra den anden side”. Det ses jo allerede lidt hos nogle af de der kommenterer på jeres blog.
Jeg tror ikke det vil være enormt meget der skal til for at undgå dette – blot lidt flere indlæg der angriber disse menneskers største modstandere (som jo også er jeres), og en enkelt indskudt sætning her og der, som minder folk om at I bestemt ikke ser højrefløjen som bedre i mange henseender.
Jeg tror helt sikkert, at du har ret i, at det strategisk ikke altid er det rigtige, vi har gang i fra en striks kommunikationsvinkel. Den kritik anerkender jeg som på sin plads.
Nu er vi også mest drevet af lidenskab og ikke så meget af forestillingen om, at vi rent faktisk kan ændrer hele venstrefløjen. Men du har ret i, at man bør skyde til begge sider. Det var også det, vi i sin tid oprettede os selv for, nemlig for at ruske op i kulturkampens skyttegravskrig, hvor folk reagerede på automatpilot mod stråmænd i stedet for at have en seriøs debat (se evt. Georg Metz). Vi har så drevet med, hvor fronten i kulturkampen har befundet sig, og er idag igang med at revse store dele af venstrefløjen.
Det sagt, så giver jeg dig da ret i, at man bør være konsekvent og angribe til begge sider. Iøvrigt, vores sidste indlæg om de Radikal er jo faktisk et forsvar for oppositionen, som de Radikale jo forsøger at skade. Iøvrigt, vores sidste indlæg handler netop om et felt, hvor der stensikkert vil komme flere konflikter i fremtiden, og måske endda graverende konflikter, når venstrefløjen overtager magten. Tænk over, hvor sindssygt det egentlig er, at venstrefløjen endnu ikke har en stabil alliance, der har en fælles integrations- og udlændingepolitik – det eneste emne, der kan konkurrere med økonomien om førstepladsen på vælgernes bekymringsliste.
S og SF er rigtig godt på vej i det hele taget.
Men der er stadig folk som Kamal Qureshi, Mette Frederiksen, Pernille Rosenkrantz-Theil, Julie Rademacher, Anne Baastrup og andre socialteknologer og multikulti-moralister, der vil kunne skabe rod i den.
Jeg tror helt grundlæggende, at socialteknologien, som Nyrup repræsenterede, er noget, som de fleste vælgere helst vil undgå. Og af gode grunde. Der er ingen, der har lyst til at føle sig som en skrue i en maskine. Dermed ikke sagt, at vi ikke skal indrette samfundet på, men når man viser en manglende respekt og anerkendelse for mennesker som myndige borgere, som f.eks. Mette Frederiksen nærmest konsekvent gør, så skaber man grundlæggende den der kløft mellem formynder og umyndiggjort. Det tror jeg, er ikke bare farligt, men også en opskrift på fiasko.
Vi bliver jo nødt til at lære lidt af historien, hvis vi skal frem. Nyrup lærte os
1. det nytter intet at kunne skrue ting smart sammen, hvis folk ikke fatter, at du skruer ting smart sammen for dem
2. det nytter intet at føre en slingrekurs i forhold til flygtninge, indvandrere, integration, multikulturalisme og sekularisme
3. det nytter intet at forfalde til moralistiske argumenter, da man bare skræmmer folk væk (stueren-retorikken)
4. det nytter heller intet at tro, at man kan løse politiske konflikter ved at ignorere dem eller lappe dem væk (se Nyrups impotente håndtering af udlændingeområdet hele vejen op igennem 90erne)
5. det nytter slet intet at se ned på vælgerne og belære dem, når man burde lytte til dem og tage dem alvorligt.
Hvis vi ikke kan sammensætte en meningsfuld venstrefløjsalliance baseret på respekt for grundlæggende rettigheder, frihed og solidaritet, hvor vi promoverer og skaber medborgerskab, samtidig med at vi forbedre hverdagen og mulighederne for den arbejdende middelklasse, kæmper for ligestilling både på arbejdsmarkedet og blandt etniske minoriteter, forsvarer sekularismen med næb og klørt, og finder på andre policy redskaber end forbud og tvang, så er der slet ingen grund til, at venstrefløjen vinder næste valg.
>POLYB
Jo, multikulturalisme er en ideologi på linje med nationalisme; de er to alen af samme stykke. Pierre Trudeau gjorde Canada multikulturelt ved lov i begyndelsen af 1990’erne for at forhindre noget værre: en konflikt mellem en engelsk majoritet og en fransk minoritet. Anglophone, francophone, telephone, sagde en træt Diefenbacher jo. Danmark er splittet mellem en majoritet og en minoritet. Ellers rimelig god side – umiddelbart.