Tanker om politik og historie…

Koreakrigen

Posted in Østasien, Debunking, Historie by polyb on 24. juni 2010

Sydkoreansk henrettelse af politiske fanger.

I morgen, den 25. juni, er det 60 år siden at Koreakrigen officielt brød ud, da nordkoreanske styrker fra den såkaldte “Folkearmé” krydsede den 38. breddegrad, og påbegyndte en invasion (eller befrielse alt efter politisk temperament) af den sydlige del af Korea. De større kamphandlinger kom til at vare i tre år, og kostede over 2 millioner soldater og omkring 2,5 millioner civile livet. Den dag i dag er de to stater, Republikken Korea og Den Demokratiske Folkerepublik Korea, stadig formelt set i krig.

Det danske bidrag til FN indsatsen på sydkoreansk side var hospitalsskibet “Jutlandia”, der under Dansk Røde Kors drift behandlede omkring 5.000 allierede soldater og over 6.000 koreanske civile. Set i forhold til antallet af ofre i krigen måske ikke noget at råbe hurra for, men ikke des jo mindre en humanitær indsats, som det vel er på sin plads at være en lille smule stolt af.

Derfor er det da også rart, at den sydkoreanske præsident, Lee Myung-bak, i et læserbrev i Jyllands-Posten, siger tak for den danske indsats – omend han selvfølgelig smører lidt tykt på :

Det var Sydkoreas held at have Danmark, verdens lykkeligste nation, som sin ven under krigen. Danmark sendte Jutlandia, et 8.500 tons tungt hospitalsskib, til Sydkorea med en stab på 630 personer. Efter sin ankomst den 7. marts 1951 rykkede hospitalsskibet sig ofte nær krigszonerne for at kunne behandle de sårede og opsamle faldne heltes legemer. Denne form for tjeneste af yderst selvopofrende karakter fortsatte, indtil våbenstilstandsaftalen blev underskrevet i juli 1953.

Så langt så godt…
Den sydkoreanske præsident kan dog ikke dy sig for lige at smide en enormt politisk ensidig og historisk ignorant kommentar eller to på banen. Blandt andet skriver han :

Frihed i Republikken Korea og i verden blev underkastet en historisk test. Koreakrigen var den første storstilede militærkonfrontation, som satte den demokratiske blok op mod den kommunistiske blok efter afslutningen af Anden Verdenskrig.

Lad os lige slå en ting fast med det samme. Der er, den dag i dag, ingen som helst tvivl om, at mens Nordkorea er et af de mest modbydelige og diktatoriske regimer i verden, så tilhører Sydkorea den mere demokratiske del – et segment Sydkorea dog først for alvor er blevet medlem af inden for den sidste generations tid. Når det så er sagt, så var billedet altså en helt del mere broget i 1950.

Den “frihed” og det “demokrati”, som den sydkoreanske præsident påstår det daværende sydkoreanske regime stod for, har altså ikke ret meget med den historiske virkelighed at gøre. Den daværende sydkoreanske “præsident”, Syngman Rhee, var selv en diktator af værste skuffe. Vi taler om et regime, der var mindst ligeså provokerende og lige så opsat på at underlægge sig hele Korea, som det nordkoreanske var det. Vi taler om et regime der, ifølge blandt andre amerikanske diplomater, henrettede langt over 100.000 politiske modstandere, fortrinsvis venstreorienterede – politiske mord der forekom endda før styrker fra nord indvaderede den sydlige del af halvøen. Amerikanske officerer godkendte endda, under krigen, en del af disse henrettelser. Vi taler om en “præsident”, der støttede general Douglas MacArthur i hans forslag om at smide atombomber over kinesiske byer, da kinesiske styrker entrerede i krigen og endda udtrykte irritation, da den amerikanske præsident Truman tegnede en streg i sandet i den henseende.

Lee Myung-bak fortsætter i sit læserbrev :

De Forenede Nationer reagerede med afsendelsen af kampenheder bestående af tropper fra 16 medlemslande og lægelige støttegrupper fra fem lande.

Disse udsendte tjente side om side med sydkoreanske soldater for at forsvare friheden for »et land, de aldrig havde kendt, og et folk de aldrig havde mødt.«

Det hører med til historien, at der blandt disse sydkoreanske tropper var en stor del der deserterede og tilsluttede sig de nordkoreanske styrker. Koreanerne selv var delte i spørgsmålet om hvilken part der repræsenterede den bedste fremtid. Kampenhederne under FN tjente ikke for at “forsvare friheden”, de tjente for at tilbageholde “kommunismen” i henhold til Trumandoktrinen. Det er dybest set også positivt, men lad os undgå at tillægge et regime nogle værdier de på ingen måde havde. Der var ikke tale om “frihed og demokrati vs. diktatur” eller “good vs. evil” i den konflikt.

Målet med Sydkoreas Nordkorea-politik er ikke at konfrontere Nordkorea, men at overtale Pyongyang til at ændre sin forfejlede kurs.

Det er muligt. I så fald kunne præsidenten passende starte med at tillægge sig et mere nuanceret syn på de sørgelige begivenheder for 60 år siden.

Interessante links :
Korean War – Wikipedia
Bodo League massacre – Wikipedia
Truth and Reconciliation Commision – Wikipedia

8 kommentarer

Subscribe to comments with RSS.

  1. R.H. Iversen said, on 29. juni 2010 at 09:44

    “Kampenhederne under FN tjente ikke for at “forsvare friheden”, de tjente for at tilbageholde “kommunismen” i henhold til Trumandoktrinen.”

    Vrøvl. Læs det FN Mandat tropperne drog i krig på. Men det er måske ikke godt nok?😉

  2. polyb said, on 29. juni 2010 at 12:15

    @R.H. Iversen
    Vesten havde på daværende tidspunkt kontrol over FN, da Sovjetunionen var udvandret i protest imod at Chiang Kai-sheks Kina okkuperede Kinas plads i sikkerhedsrådet, på bekostning af Folkerepublikken.

    Så nej, jeg mener ikke at det er vrøvl.

    Men lad os da endelig se mandatet🙂

  3. R.H. Iversen said, on 29. juni 2010 at 13:37

    Det kan jo kun være Sovjetunionens problem. Desuden blev der kort tid efter skabt legal præcedens for at træffe beslutninger selvom FN medlemmer var fraværende eller søgte at obstruere beslutningsprocessen (først anvendt implicit imod Storbritannien og Frankrig under Suez krisen i 1956), så det figenblad kan du ikke dække dig und inder.

    De relevante kilder er Sikkerhedsrådets resolution 82-85 (dateret 1950) især Resolution 83, der anbefalrr alle FN medlemmer at assistere den koreanske republik overfor Nordkoreas aggression og resolution 84, der anbefaler at der ydes militær assistance fra FN medlemmernes side under ramme af USAs overordnede ledelse (som det også var tilfældet under de sidste år af 2. VK. for de vestallierede) samt under anvendelse af FN flaget.

  4. polyb said, on 29. juni 2010 at 14:17

    @R.H. Iversen
    Selvfølgelig spiller det da en rolle at Sovjet ikke var inde over – det har betydning for hvorvidt det var FN, eller hvorvidt det reelt var vesten, der stod for resolutionerne.

    Men hvad har disse resolutioner med “frihed og demokrati” at gøre? De angiver blot at Nordkorea er aggressoren og har forbrudt sig imod freden. Der tales ikke om at Sydkorea, i modsætning til Nordkorea, repræsenterede frihed eller demokrati.

    Hvad mener du selv? Var Sydkorea på daværende tidspunkt et frit og demokratisk samfund?

  5. R.H. Iversen said, on 29. juni 2010 at 15:20

    “Selvfølgelig spiller det da en rolle at Sovjet ikke var inde over – det har betydning for hvorvidt det var FN, eller hvorvidt det reelt var vesten, der stod for resolutionerne.”

    Naturligvis, men det kan i sagens natur kun være Sovjets problem at de valgte at sætte sig udenfor indflydelse. Desuden er din beklikkelse af FNs legitimitet ikke klædende. Resolutionerne imod Nordkorea var både lovlige, bindende og utvetydige samt vedtaget på korrekt vis i forhold til FNs charter. Selv hvis Sovjet havde været til stede og nedlagt veto, ville man have kunnet appellere til generalforsamlingen i stedet (som den senere Resolution 327 i FNs Generalforsamling i november 1950, præcist for at løse sådanne problemer, da også muliggjorde).

    “Men hvad har disse resolutioner med “frihed og demokrati” at gøre? De angiver blot at Nordkorea er aggressoren og har forbrudt sig imod freden. Der tales ikke om at Sydkorea, i modsætning til Nordkorea, repræsenterede frihed eller demokrati.

    Hvad mener du selv? Var Sydkorea på daværende tidspunkt et frit og demokratisk samfund?”

    Dine observationer er irrelevante i forhold til de aspekter af din blogpost jeg valgte at kommentere😉

  6. polyb said, on 29. juni 2010 at 15:33

    @R.H. Iversen
    Naturligvis, men det kan i sagens natur kun være Sovjets problem at de valgte at sætte sig udenfor indflydelse. Desuden er din beklikkelse af FNs legitimitet ikke klædende. Resolutionerne imod Nordkorea var både lovlige, bindende og utvetydige samt vedtaget på korrekt vis i forhold til FNs charter. Selv hvis Sovjet havde været til stede og nedlagt veto, ville man have kunnet appellere til generalforsamlingen i stedet (som den senere Resolution 327 i FNs Generalforsamling i november 1950, præcist for at løse sådanne problemer, da også muliggjorde).

    Hvor er det præcist du mener at jeg overhovedet har udtalt mig imod disse ting? Jeg skriver ikke at krigen var ulovlig eller lign. – jeg påpeger udelukkende at den ikke blev kæmpet for at forsvare frihed og demokrati, da Sydkorea på daværende tidspunkt ikke stod for nogle af disse plusord.

    Dine observationer er irrelevante i forhold til de aspekter af din blogpost jeg valgte at kommentere.

    Du valgte oprindeligt at kommentere :

    “Kampenhederne under FN tjente ikke for at “forsvare friheden”, de tjente for at tilbageholde “kommunismen” i henhold til Trumandoktrinen.”

    Du kommenterer altså et udsagn, hvor jeg påpeger at man ikke gik ind for at forsvare frihed og demokrati. Det udsagn har intet som helst med legitimitet eller FN-mandat at gøre. Så jeg forstår reelt ikke din indvending.

  7. R.H. Iversen said, on 29. juni 2010 at 15:48

    Natch. Jeg kommentarer på, at forsvaret af Sydkorea skete i henhold til Truman doktrinen. Det gjorde det højst delvist (og da primært for USAs vedkommende). For de andre deltagende lande var FNs resolutioner sandsynligvis af større vægt i forhold til om de ville have deltaget eller ej.

    Så for at rette lidt op på dit citat:

    “Kampenhederne under FN tjente til at forsvare Sydkorea imod ulovlig aggression i henhold til FNs charter”.😉

  8. polyb said, on 29. juni 2010 at 16:17

    @R.H. Iversen
    Jeg kommentarer på, at forsvaret af Sydkorea skete i henhold til Truman doktrinen. Det gjorde det højst delvist (og da primært for USAs vedkommende). For de andre deltagende lande var FNs resolutioner sandsynligvis af større vægt i forhold til om de ville have deltaget eller ej.

    Så er vi ikke helt så uenige endda. Jeg vil godt medgive at FN-mandatet havde betydning for nogle af deltagerne – det nævnes da f.eks. også i forbindelse med beslutningen om at sende Jutlandia afsted. Det hed dog, at Danmark som allieret nation ønskede at støtte FN og USA.

    Det var da i øvrigt også klart USA og i mindre grad amerikanske allierede der bidrog med de fleste styrker, hvilket jeg mener styrker de sikkerhedspolitiske (west-east) motiver i forhold til de ideologisk/moralske motiver.

    Mht. USA, så har Truman selv senere givet udtryk for at Truman-doktrinen, altså “containment”, var hovedårsagen til USA’s indtog i Korea.

    Uanset om det så, for de enkelte landes vedkommende var for at forsvare Sydkorea imod ulovlig aggression, eller for at tilbageholde kommunismen, så var det i hvert fald ikke for, som Sydkoreas præsident hævder, at forsvare frihed og demokrati. Sydkorea var hverken frit eller demokratisk.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s