Tanker om politik og historie…

Jyllands-Posten og “Den farvede Mand”

Posted in Højrefløjen, Historie, Medierne by polyb on 10. november 2010

Ledende artikel i Jyllands-Posten, den 26. juli 1932 :

Den farvede Mand
Spørgsmaalet begyndte at melde sig fra den Stund, da Europas Kolonimagter tog Koloniernes farvede Ungdom hjem til Universiteter og Militærskoler og lod den faa Del i den europæiske Civilisation. Det skulde være en liberal Gestus; man vilde sige: “Se, vi er ikke smaalige, vi vil gerne opdrage den farvede Ungdom til saa megen Dygtighed, at den kan tage Del i sit Hjemlands Styre.” “Og hvad saa, naar den er kommet hjem?” spurgte man. “Vil saa ikke den lærdom, den har faaet stige den til Hovedet, saa den siger at nu er den lige saa klog og oplyst som den hvide Mand, saa nu har man ingen Brug for hans Administration, det vil sige hans Herredømme?” Man har længe talt om Spørgsmaalet i England, i Holland og Frankrig, men man har fortsat med Eksperimentet og har ikke villet høre paa Advarslerne. Hvorledes vil det ende?

En lille Begivenhed har bragt Spørgsmaalet frem paany i Frankrig. En Annamit, der kun er 22 Aar, og som hedder Manh Tuong, er ved Universitetet i Montpellier blevet Doktor i Filosofien, og man gætter vanskeligt paa hvilket Tema. Paa en Afhandling om Alfred de Musset og hans Skuespil! Om det havde været paa et geografisk, et asiatisk-historisk eller et filosofisk Spørgsmaal, havde man bedre forstaaet det, men paa noget saa specielt som en forlængst afdød fransk Digter! Det er næsten, som om denne lille gule Mand, der blev Dr.phil i en Alder, hvor den franske Ungdom endnu er midt i studierne, har villet sige: “Jeg skal vise disse opblæste selvbevidste Europæere, at en farvet Mand i enhver Henseende kan staa Maal med dem.” Det tilføjes i Beretningen fra Montpelliers ældgamle Universitet, at Fakultetets Professorer alle lykønskede baade Annamitten og deres Universitet.

Maaske var i hvert Fald den sidste Lykønskning ikke helt paa sin Plads. Det er ganske forbavsende, saa mange unge Indokinesere – og Indokineserinder -, der i de sidste Aar har faaet deres Diplomer ved de franske Universiteter. De er Jurister, Læger, Polyteknikere, og de faar oftest deres Eksamen i en langt yngre Alder end den franske Ungdom. De er umaadelig flittige, nøjsomme, ærgerrige og, det kan ikke benægtes, intelligente. Da man i sin Tid tog unge Negre, Sønner af franske Negerkonger i Afrika, til Paris og lod dem studere, advarede man mod det og sagde: “Naar de kommer hjem til Afrika, vil de i deres Opblæsthed gøre Revolte imod os.” Det kom ikke til at slaa til af den Grund, at de unge Negre saa godt som aldrig drev det til noget. De havde ingen Racekultur bag sig, deres Hjerner var altfor ukultiveret en Mark til, at den europæiske Civilisations Blomster kunde trives i den. Men hvor ganske anderledes er det ikke med Racen ovre fra Bagindien og Sydkina, der bag sig har en tusindaarig Kultur og en Opfattelsesevne, som hyppigt langt overgaar den europæiske.

Hvad sker der, naar denne farvede Ungdom vender hjem? Den er opfyldt af Stolthed over sig selv og af en vis Foragt mod Læremestrene i Europa. “Er det hele den hvide Mands Kultur?” spørger den. “Den gaar jo ikke dybere, end at vi farvede Folk kan gaa til Bunds i den paa nogle faa Aar. Og det er i Kraft af den, at den hvide Mand hævder sin Ret til at herske over os. Nu er vi lige saa forfarne i Filosofi, Historie og Teknik. Det er da paa Tide, at vi regerer os selv. De har jo ved deres Universitetsdiplomer selv anerkendt, at vor Dygtighed er ligestillet med deres. Europæerne taler om, at de ønsker vort Medarbejderskab i Styrelsen af vort Land. Det bryder vi os ikke om. Vi vil selv regere.”

De venter ikke engang med at fremsætte disse Idéer, til de kommer hjem. Indenfor den kommunistisk sindede Universitetsungdom i Paris vil man møde forbavsende mange farvede Ansigter, og det er ikke ret længe siden, at Pariserpolitiet overraskede en Del unge Annamitter, der eksperimenterede med Sprængstoffer. Det var jo adskilligt mindre uskyldigt end at disputere om Alfred de Musset. Autoriteterne ude i fransk Bagindien har ofte konstateret, at hvor der er Uro, Gæring og smaa Revolter mod det franske Styre, er det altid hjemvendte Studenter, der har været de ledende Kræfter. De Indokinesere, der her i Europa højrøste bekender sig til Kommunismen og til Frasen: “Intet Fædreland”, de bliver, naar de kommer hjem, de mest yderligtgaaende Nationalister. En ung Indokineserinde, der i Paris havde taget sin Magisterkonferens i Historie, er blevet et af de hidsigste Hoveder derovre. Hun betragter sig nu næsten som en annamitisk Jeanne d’Arc, der skal befri sit Fædreland fra de franske Undertrykkere.

Nu kan der naturligvis ikke være Tale om at forholde den farvede Ungdom Civilisationen, men den kunde vel tænkes lagt i Fortsættelse af Racens gamle Civilisation. Havde det ikke været bedre, om de efter en foreløbig europæisk Uddannelse var blevet sat til at studere deres eget Lands Historie og Sprog og Digtekunst? Og var det ikke mere rimeligt, om man i Stedet for at lære den farvede Ungdom Kemi, som den kan benytte til at fremstille Sprængstoffer, lærte den rationelt Landbrug, saa den kulde blive gode Landmænd, eller Forstvæsen? Man er jo da i nogen Grad Herre over, hvad man vil lære de gule. Men det synes, som om en Forfængelighedens Djævel er faret i baade de gule Elever og de hvide Lærere.

Ogsaa Gandhi er Europas Elev. Han er juridisk Kandidat fra Oxford, og da han tog sin fine Eksamen, har Oxford-Professorerne vel ogsaa ønsket ham til Lykke. Nu sidder han i Indien og laver med sin Spinderok en speget Spind, som det falder Englænderne vanskeligt at faa redt ud. Hvad der er hændet og bestandig hænder i Indien er allerede ved at forplante sig til andre Landes Kolonier. Hollænderne paa Java og Sumatra kan tale med om det, og Franskmændene i Bagindien altsaa lige saa. “Tak for, hvad I lærte os, men nu kan vi selv”, er Tonen overalt ude i Østen. Hvis Europæerne om et halvt Hundrede Aar ikke ejer en eneste asiatisk Koloni, vil det ikke alene være Bolshevismens Skyld, men for den største Del deres egen.



De skide utaknemmelige små gule mænd, dovne uduelige negere, og deres kulturliberale professorer. Kan de ikke forstå, at godt nok er det den hvide mands pligt at bringe civilisationen ud til de lavere racer, men at disse helst skal holdes nede på landsbrugsstadiet, hvor de kan producere til det europæiske hjemmemarked?

Nå, det er da i det mindste ikke (udelukkende) bolsjevismens skyld denne gang…



Se eventuelt også :
Da der ikke var tvivl om avisernes holdninger

2 kommentarer

Subscribe to comments with RSS.

  1. […] Se eventuelt også : Da der ikke var tvivl om avisernes holdninger Jyllands-Posten og “Den farvede Mand” […]

  2. […] Tre danske dagblades reaktioner på Nürnberglovene Da der ikke var tvivl om avisernes holdninger Jyllands-Posten og “Den farvede Mand” Nazismen er ikke placeret på […]


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s