Tanker om politik og historie…

Den Danske Forening og ekstremismen

Posted in Debunking, Højrefløjen, Politisk kategorisering by polyb on 24. juli 2011

Når man diskuterer med den højrenationale fløj rundt omkring på nettet, studser man ofte over denne fløjs syn på den politiske akse. I det politiske verdensbillede hos denne fløj eksisterer der nærmest ingen ekstremisme på højrefløjen, mens ekstremismen på venstrefløjen omvendt ofte flyder helt ind i etablerede demokratiske partier som Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet.

Et eksempel på dette syn finder vi i et indlæg på Uriasposten, hvor det problematiseres at en af Villy Søvndals tætte medarbejdere, Thomas Sæhl, har en fortid i ungdomsorganisationen Rebel, og så sent som i 2001 udtrykte støtte til ugeavisen Socialisten Weekend.

Det ligger implicit i Uriaspostens kritik, at Rebel og Socialisten Weekend ses som ekstremistiske foretagender. Man undrer sig over, at det åbenbart er muligt at nå en topstilling hos Socialistisk Folkeparti, uden at mainstream-medierne problematiserer ens ekstremistiske fortid. Omvendt påpeges det, at højrefløjen af medierne altid (men til gengæld uberettiget) kædes sammen med fortidig ekstremisme.

Det er det sidste der er interessant i denne sammenhæng. Idéen om at problematiseringen af visse personer på højrefløjens ekstremistiske fortid er uberettiget. Ifølge Uriaspostens Kim Møller er eksempelvis Den Danske Forening, som flere personer i eksempelvis Dansk Folkeparti har været en del af, nemlig ikke ekstremistisk sammenlignet med Socialisten Weekend. Ikke nok med det, men de eneste grupperinger på højrefløjen der bare kommer i nærheden af at være ligeså “ekstreme” som Thomas Sæhl var det, da han udtrykte støtte til de holdninger Socialisten Weekend stod for, er åbenbart nationalsocialisterne – ja endda kun de militante af slagsen.

Om Den Danske Forening hedder det desuden i kommentarsporet fra brugeren “Superman”:

…Den Danske Forening har mig bekendt aldrig været revolutionær, og ønsket det danske demokrati erstattet af “noget andet”. Organisationen har vist heller aldrig forsøgt sig med militante løsninger eller dyrket romantiske ideer herom.

[…]

Forskellen mellem de to grupperinger du omtaler (“Den Danske Forening” og “Socialisten Weekend” red.) er åbenlys. Den ene er demokratisk, den anden er ikke.

…men er det nu også rigtigt, at Den Danske Forening ikke er ekstremister?
– Er det rigtigt, at foreningen aldrig har “forsøgt sig med militante løsninger eller dyrket romantiske ideer herom”?
– Er det rigtigt, at foreningen er åbenlys demokratisk?
– Er det rigtigt, at der nærmest ingen ekstremister findes på højrefløjen, eller har de højrenationale bare et fuldstændigt fucked up syn på den politiske akse?

Den Danske Forening udgiver bladet “Danskeren”. Samtlige udgaver af bladet er lagt på foreningens hjemmesiden, til glæde for alle os der gerne vil undersøge hvorvidt foreningen er ekstremistisk eller ej.

Exhibit A:
Den Danske Forening har tydeligvis et billede af sig selv som en fortsættelse af den danske modstandsbevægelse under besættelsen. Mens Danmark dengang blev indvaderet af de tyske nazister, så er landet i dag i færd med at blive indvaderet af især muslimske indvandrere. Dette er et synspunkt der går igen og igen igennem nærmest samtlige udgaver af Danskeren (1). Uden at skulle gå ind i en kæmpe diskussion omkring indvandringspolitik, så vil jeg umiddelbart ikke mene, at det er muligt at have et mere ekstremt synspunkt i den debat, end at Danmark befinder sig i nogenlunde samme situation som da landet var besat af de tyske nazister. Husk her på, at “ekstrem” er at tage et yderligtgående standpunkt i debatten. Eksempelvis er den modsatte ekstrem et enormt lalleglad kulturradikalt af slagsen.

Exhibit B:
Den Danske Forening mener, at flere af vores folkevalgte politikere er landsforrædere og at disse når tiden er inde, i lighed med perioden efter den tyske besættelse af landet, skal kunne stilles til ansvar for denne forbrydelse (2). Man ønsker at folkevalgte politikere skal kunne straffes for foretagender eller gerninger, der ikke var ulovlige da disse blev foretaget – altså det man kalder “lovgivning med tilbagevirkende kraft”. Dette standpunkt er svært foreneligt med et mærkat som “åbenlys demokratisk”.

Exhibit C:
Som led i Den Danske Forenings syn på sig selv som en fortsættelse af modstandsbevægelsen imod den tyske besættelse omtaler foreningen hærværk og terror imod indvandrere begået af danskere som “sabotage”. Ligeledes omtales en dansk pige med en muslimsk kæreste i en overskrift som “feltmadras”. En gruppe, der i en vaske-ægte selvtægts-aktion har gennembanket nogle afrikanske narkohandlere, omtales som “en modstandsgruppe” og forbrydelsen som en “gør-det-selv aktion” (3). Disse synspunkter må siges at være svært forenelige med idéen om at foreningen aldrig har “forsøgt sig med militante løsninger eller dyrket romantiske ideer herom”.

Exhibit D:
Foruden denne romantiseren af hærværk, vold og terror imod indvandrere nægter foreningen selvfølgelig at tage utvetydigt afstand fra sådanne gerninger. I stedet forsøger man at vende skyldsspørgsmålet på hovedet, og påpeger i et nummer at kritikerne af foreningens manglende afstandtagen er de samme mennesker som er skyld i at det er nået så vidt. “Det er nemlig deres folkeopløsende og landsødelæggende politik, der har skabt den forbitrelse og splittelse i det danske folk, som er roden til al deres klage” (4).

Kilder:
(1) – se eksempelvis “Danskeren 1995/2”
(2) – se eksempelvis “Danskeren 1991/2 (side 1 og 3)”
(3) – se eksempelvis “Danskeren 1992/5 (side 13-14)”
(4) – se “Danskeren 1990/3 (side 2)”

5 kommentarer

Subscribe to comments with RSS.

  1. WilliamJansen said, on 24. juli 2011 at 15:17

    Godt arbejde.

    Uden nogensinde at have sat mig ind i sagerne, så har jeg altid troet at Den Danske Forening var en snakkeklub, en slags intellektuel onani for nationalsindede. Jeg takker fordi du oplyste min uvidenhed.

  2. polyb said, on 24. juli 2011 at 20:09

    @William
    Tak for det. Jeg har kun gennemgået de første 5 år af Danskeren lidt hurtigt. Det er muligt, at der vil komme flere indlæg når/hvis jeg får læst flere igennem.

  3. polyb said, on 26. juli 2011 at 07:42

    Uriaspostens Kim Møller fortsætter i samme dur, opsætter en regulær stråmand, og skriver om såkaldte “røde universitetsforskere”:
    …tilhøjer et politisk segment, der mener højreradikalisme starter ved Socialistisk Folkeparti og ender ved Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse…

    Man skal altså ikke kaste med sten når man selv bor i et… Det skal man altså ikke Kim😉

  4. polyb said, on 12. august 2011 at 15:31

    Redox har publiceret deres rapport omkring den såkalde “ORG” (Organisation”:

    http://redox.dk/org/

    Det fremgår tydeligt, at der er forbindelser imellem Den Danske Forening, Vederfølner og White Pride – ligesom der er forbindelse til hyggelige mennesker i Combat 18 t-shirts, mennesker der sidder og heiler, mennesker der brænder neger-dukker af osv.

    Enhver, der efter denne afsløring stadig vil betegne Den Danske Forening og Vederfølner som ikke-ekstremister, lever seriøst ikke i den virkelige verden.

    Det er sgu værre end selv jeg havde forestillet mig.

  5. polyb said, on 15. juli 2012 at 18:28

    Endnu et eksempel på foreningens ekstremisme.
    Peter Neerup Buhl, prominent medlem af Den Danske Forening og flittig skribent i Danskeren har meldt sig ind i den tidligere nazi-leder Daniel Carlsens parti Danskernes Parti.

    Det skriver Danskernes Parti på deres hjemmeside.

    I øvrigt en lille ekstra oplysning. Mens jeg lige sad og kiggede lidt på Danskeren i forbindelse med denne kommentar, fandt jeg sjovt nok en artikel af Nicolai Sennels i bladet. Hvorfor fanden associerer Nicolai Sennels sig med disse mennesker? Eller vent, det ved jeg jo egentlig godt hvorfor han gør.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s