Tanker om politik og historie…

Jyllands-Posten forfalsker sin egen historie!

Posted in Debunking, Fascisme, Højrefløjen, Historie, Medierne, Nazisme, Politisk kategorisering by polyb on 22. august 2013

Blandt de fleste historikere der interesserer sig lidt for det danske mediebillede i mellemkrigstiden er det alment kendt, at Jyllands-Posten i perioden nærede en hel del sympati med fascismen og nazismen i Italien og Tyskland.

Ligeledes er det alment kendt, at den kendte sognepræst og dramatiker Kaj Munk, som senere blev stor kritiker af den tyske besættelse af Danmark under anden verdenskrig og endte med at blive henrettet af Gestapo, også i denne periode var enormt begejstret for især Mussolini og fascismen. Kaj Munk anså, i lighed med flere andre på den konservative højrefløj i Danmark, fascismen som Europas fremtid – som en fuldgod erstatning for “palaver demokratiet”, der blev anset for at være en ineffektiv snakkeklub, præget af klassekamp fremfor national enhed.

Men det er åbenbart ikke det billede Jyllands-Posten selv ønsker at dagens læsere af JP.dk skal have. På bladets hjemmeside skriver Jyllands-Posten således om sin egen historie i perioden:

En anden nyskabelse er en daglig kronik skrevet af folk uden for avisen, og i den forbindelse bliver præsten og forfatter Kaj Munk en flittig kronikør. I 1938 kommer Kaj Munks »åbne brev« til den italienske diktator Benito Mussolini på forsiden, hvor han kritiserer jødeforfølgelserne i Tyskland. Artiklen ledsages af et portræt af Munk, og fotos bliver nu daglig kost i avisen. JP begynder igen at udkomme om mandagen – bl.a. med udvidet sportsdækning.

[…]

JP vender sig i denne periode kraftigt mod Sovjetunionen og verdenskommunismen, men holder samtidigt afstand til Tyskland, især ved sit krav om forstærket dansk forsvar og sin bestandige støtte til danskheden i Sydslesvig. I 1939 går JP i modsætning til de førende københavnske aviser mod regeringen, da den underskriver en dansk-tysk ikke-angrebspagt.

Skal vi tro Jyllands-Postens udlægning af historien herover, så var Kaj Munks kronikker i avisen præget af en kritisk indstilling til Hitlers og Mussolinis jødeforfølgelser, mens dagbladet selv holdte afstand til det nazistiske Tyskland.

Lad os starte med at se på hvad Kaj Munk blandt andet ellers skrev i det famøse “åbne brev” fra den 17. november 1938, hvor han ganske rigtigt også kritiserede jødeforfølgelserne:

Naar jeg henvender mig just til Dem (Mussolini red.), er det først og fremmest, fordi jeg engang som ungt Menneske har beundret Dem indtil – ja, jeg kan sige næsten indtil Kærlighed. Saa meget af, hvad jeg som gammelt Barn og purung Mand drømte om uden efterhaanden at vove at haabe længere, virkeliggjorde De. Midt i Kaos og Skraal, Hæslighed og Elendighed steg pludselig Cæsar op over Ruinerne. I de gamle liberale Lande, ogsaa i vort, lo man i Førstningen og gik saa over til at skære Tænder.
Det var mig et Pant paa, at jeg havde Ret, altsaa, at De havde Ret: De var den nye Mand, selve Europas Fremtid. Der er hændet meget i Verden siden, men indtil nu kun en enkelt Ting, der kunde have ændret mit Syn paa Dem, eller rettere min Tro paa Dem, min Hengivenhed for Dem; og denne ene Ting prøver jeg at finde mig til Rette med maa saadan være i en Verden, hvor en koloniløs Stormagt er en Uting. Folkeslag har raset imod Dem, har bøjet sig for Dem, har raset imod Dem igen og har atter bøjet sig. Og alt imens har en anden ny Mand vokset sig op og er blevet saa mægtig, at mange glemmer, hvem han har lært det af. Jeg har aldrig glemt det. Jeg har aldrig glemt, at De var Mesteren. Og overfor alle dem, der nu forklarer mig, hvor meget ypperligere Hr. Hitler er, har jeg svaret: Jøderne. Og saa har de tiet: At mishandle et Element i sit Folk har Mussolini dog altid været baade for klog og for menneskelig til.

Bortset fra en lille kolonikrig imod Etiopien havde Kaj Munk altså på dette tidspunkt, indtil forfølgelserne af jøderne så småt begyndte i Italien også, ikke noget videre at kritiserer de italienske fascister og Mussolini for. Hvorvidt alle de venstreorienterede i Italien, som blev mishandlet af fascisterne, af Munk ikke blev regnet som “et element” i det italienske folk, kan man jo så blandt meget andet undre sig lidt over.

Så meget for Kaj Munk og hans pro-fascistiske tilbøjeligheder. Hvad med Jyllands-Posten selv? Lad os finde et par eksempler på hvor meget bladet åbenbart, ifølge egen historie, holdt afstand til nazisterne i Tyskland.

Alle nedenstående citater er hentet fra ledende artikler i Jyllands-Posten i perioden, og er altså direkte udtryk for redaktionens synspunkter:

Ifølge Jyllands-Posten var parlamentarismen og marxismen stort set en og samme ting. Hitler gjorde med sit kup åbenbart ligeså meget op med marxismen som med demokratiet:

Den 30. juni, 1934
Adolf Hitler, Manden, som kom op af Folkets Dyb for at redde Tyskland, er stadig Folkets Helt. Kun i stærkt begrænsede Kredse, der vel hovedsagelig bestaar af professionelle Agitatorer, ønsker man Marxismen tilbage i den ene eller den anden Form, men den store, brede Befolkning er fremdeles Hitler og hans Mænd taknemlig, fordi han reddede Landet fra helt at visne i Marxismens Favntag.

Nazisternes udenrigspolitik var ifølge Jyllands-Posten ikke meget anderledes end Weimar-Republikkens. Havde nazisterne ikke taget magten, så var det nok alligevel endt med en ny storkrig:

Den 16. marts, 1933
Det skal selvfølgelig ikke benægtes, at det politiske Systemskifte i Tyskland har bidraget sit til at fremskynde Udviklingen, men det vil være en skæbnesvanger Fejltagelse at tro, at den vilde være foregaaet anderledes, selvom Hitler ikke var komme til Magten.

Ligesom Mussolini og fascisterne i Italien reddede de tyske nazister landet fra marxismen, og genrejsningen af Tyskland kunne begynde:

Den 17. maj, 1933
Mussolini reddede Italien fra den kommunistiske Syndflod, som et udueligt parlamentarisk Styre havde gjort det modent til, og ingen kan bestride, at hans Diktatur har været en Velgerning for det italienske Folk. Tyskland stod foran en lignende Katastrofe, da Hitler banede sig Vej til Magten, og det kan derfor ikke undre, at han foretager en kraftig Udrensning i de marxistiske Partier, der har Hovedansvaret for den skæbnesvangre Udvikling. De partipolitiske Godtfolk, der bavler mest om Demokrati og Frihed, er her som alle andre Steder de sletteste Statsstyrere, og de maa følgelig sættes helt ud af Spillet, inden Genrejsningen kan Gennemføres.

Ifølge Jyllands-Posten kunne man til dels godt forstå nazisternes syn på jøderne:

Den 15. november, 1938
Naar man har fulgt Jødespørgsmaalet i Europa i Aartier, kan man til en vis Grad forstaa Tyskernes Animositet overfor Jøderne, ogsaa hvis man ser bort fra de Raceteorier, der betyder saa meget i den nationalsocialistiske Verdensopfattelse.

…and now, for the grand finale! Ifølge Jyllands-Posten var nazisterne den eneste redning for Tyskland, og alle de socialister der blev slået ihjel af nazisterne var selv ude om det:

Den 12. oktober, 1933
At vore Socialistførere ikke synes om den Medfart, deres Partifæller har faaet i Tyskland, er en Sag for sig. Vi mener, at den er vel fortjent, og at de tyske Socialister selv har været ude om den, fordi de misregerede Landet og hindrede en haardt tiltrængt Genrejsning. Og vi føler os forvisset om, at Nazi-Diktaturet var den eneste Redning for Tyskland.



Se eventuelt også :
Sjov i Studenterforeningen
Tre danske dagblades reaktioner på Nürnberglovene
Da der ikke var tvivl om avisernes holdninger
Jyllands-Posten og “Den farvede Mand”
Nazismen er ikke placeret på venstrefløjen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s